Egentlig har galleriejer Line Nijenkamp-Knudsen kendt sine kunder gennem mange år.

Men på det seneste har det knebet for flere af hendes faste kunder og samarbejdspartnere med at genkende hende.

»De ligner simpelthen spørgsmålstegn, når de ser mig,« fortæller hun til B.T.

Line Nijenkamp-Knudsen har nemlig tabt intet mindre end 80 kilo i løbet af de seneste seks år.

Og selvom vægttabet ikke er sket over natten, er det altså de færreste kunder, der kommer mere end én gang om året i hendes galleri i Odense.

Hendes liv inden vægttabet var præget af det, hun selv betegner som »stress, usund livsstil og verdenshistoriens værste år for selvstændige,« eftersom covid-19-pandemien gik hårdt ud over butiksejere.

Hendes kunder kan ikke genkende hende efter vægttabet, fortæller hun.
Hendes kunder kan ikke genkende hende efter vægttabet, fortæller hun. Foto: Privat

Det var også i denne periode, hun ramte en milepæl i forhold til sin vægt.

»Jeg ramte 140 kilo, og tænkte: 'This shit is not good' ('det her er ikke godt', red.).«

Og det var altså her, Line Nijenkamp-Knudsen tog tyren ved hornene og begyndte sit vægttab.

For hende har vægttabet været en kombination af flere parametre.

For Line hænger hendes mentale helbred sammen med hendes fysiske.
For Line hænger hendes mentale helbred sammen med hendes fysiske. Fotos: Privat

Udover vægttabsmedicin, en maveoperation og sundere livsstil har hun også gået fast ved en psykolog.

»Jeg fandt ud af, jeg havde binge eating disorder (tvangsoverspisning, red.). Det var ikke bare mig, der var doven. Der var en underliggende årsag,« fortæller Line Nijenkamp-Knudsen.

Men det har ikke været en billig omgang at tabe 80 kilo.

For udgifter til maveoperationen, en såkaldt gastrisk bypass, hvor mavesækken formindskes, og psykoligtimerne har hun selv måttet punge ud for.

»Jeg tror, jeg har brugt lidt mere end en kvart million,« fortæller hun.

I dag har hun skiftet vægttabsmedicinen Wegowy ud med den amerikanske variant fra Eli Lilly.

»På den måde kan jeg fokusere mere på mit liv og arbejde i stedet for at spise,« siger hun.

Men vigtigst af alt, understreger hun, er hendes mentale helbred.

»Det der 'luk munden og let røven' er det værste råd. Jeg har lært, at fysisk og mentalt sundhed hænger sammen.«