Line blev solomor som 18-årig: 'Nu gider jeg ikke vente mere'

Allerede i folkeskolen drømte Line Paulsen om at blive mor.

»De andre jokede altid med, at jeg ville komme med i de unge mødre, for jeg ville have børn tidligt. Uanset hvordan.«

Og sådan er det blevet. Allerede som 18-årig bestemte Line Paulsen sig for at blive solomor. Hun bestilte tid til at blive insemineret på en fertilitetsklinik, valgte en donor og godt ni måneder senere blev hun mor til Hugo, der netop er fyldt et år. 

Skal hun sætte ord på, hvorfor hun tog den beslutning, siger hun: »Jeg ville gerne have min egen kernefamilie og min egen trygge base.«

Line Paulsens historie handler om at miste en familie. Og om at skabe sig en ny. For bag drømmen om, at blive alenemor i en tidlig alder, ligger en anden historie.

De første år af sit liv var Line tredjemand i en helt almindelig familie med mor og far – og hende selv, som det eneste barn.

»Sådan var det, indtil jeg var fem-seks år gammel og min mor fik en svulst i hjernen. I løbet af kun et år mistede hun evnen til at kunne tale og gå.«

Det er meget lidt, Line Paulsen husker fra dengang. Men få ting husker hun glimtvis, som for eksempel hvordan hendes far sagde: »Du må ikke sige til mor, at hun skal dø, for så hun bliver ked af det.«

Et års tid senere skete det unævnelige.

»Det var et chok. Realiteterne slog mig i ansigtet, da min mor døde. Børn bør ikke opleve at blive forladt af deres forældre så tidligt,« fastslår hun.

Tiden efter var naturligvis fyldt med sorg og tunghed.

»De voksne var kede af det, og jeg var super ked af det. Alligevel forsøgte jeg at muntre min far og min familie op.«

Hun husker, hvordan hun allerede under begravelsen forsøgte at lette stemningen, ved at stikke sin lille hånd ned i sin mosters lomme for at få hende til at smile.

»Men de var jo knuste alle sammen …«

Når hun i dag som 20-årig ser tilbage, føler hun en omsorg for den lille pige, der pålagde sig selv den umulige opgave at få alle til at smile igen. En omsorg, hun manglede dengang, det stod på. For selvom hun stadig havde sin far, manglede hun noget vigtigt.

»Det er meget forskelligt, hvordan forældre er. Min far var meget sådan: ‘Op igen …’ Jeg følte ikke, at han gav plads til omsorg eller til de lange snakke, jeg også havde brug for. Så det, jeg lærte i en alder af syv år, var, at ikke alle følelser er velkomne.«

Men følelserne masede på indefra. I sine tidlige teenageår savnede hun moderlig opmærksomhed, så meget at hun opsøgte den, hvor hun kunne se sit snit til det.

»Jeg ville så gerne ses og høres af en bestemt lærer i folkeskolen og også af min veninders mødre,« siger hun, der så småt begyndte at drømme om selv at blive mor.

Selvom hendes far blev gift igen og Line Paulsen fik to halvsøskende, følte hun sig ikke 100 procent som del af den familie, så som 16-årig flyttede hun hjemmefra, fik et job og sit eget liv i en ny by. 

Men to år senere blev hendes far skilt, og så ramte sorgen – igen. 

Det står knivskarpt i Line Paulsen erindring, hvordan hun den 29. august 2022 blev ringet op midt i sin frokostpause og fik at vide, at hendes far var forsvundet.

Hans bil var fundet forladt under Alssundbroen tæt på hendes barndomsby, Sønderborg. Så snart hun havde lagt røret på efter den samtale, tastede hun sin fars nummer og ringede op igen. Og igen:

»Jeg ringede og ringede til ham, men han svarede aldrig.«

Dagen efter ledte familien og politiet efter ham med både hunde og droner. Line Paulsen husker glasklart, hvordan hun stod under Alssundbroen lige ved siden af sin fars ekskone, da hendes mobil ringede.

»Min fars ekskone tog røret og faldt sammen i grøften, hvor vi stod. Den eneste tanke, jeg kan huske, der var i mit hoved, var: »En gang til!?« Jeg vidste med det samme, at han var død.«

Hun var i chok.

»En masse følelser for gennem kroppen på mig, men jeg følte ikke rigtigt noget. Jeg græd ikke. Jeg stod bare og kiggede på det hele.«

I modsætning til dengang hendes mor døde, fik hun denne gang hjælp til at bearbejde sit tab. Hun går stadig hos den samme terapeut, og deres møder betyder meget for hende. Men efter faderens død skete der også noget andet vigtigt.

»Jeg kan huske, at jeg lå i min seng og tænkte: ‘Hvad skal jeg så nu?’ Skal jeg købe et hus – eller en bil?«

Pludselig vidste Line Paulsen præcis, hvad svaret på spørgsmålet var:

»Jeg skal have et barn. Det er dét, jeg har brug for.«

Så snart tanken havde materialiseret sig i hende, vidste hun, at det var noget, hun selv ville gøre.

»Jeg ville gerne tage ansvaret selv, så jeg valgte at få et barn, men jeg valgte ikke at få en kæreste.«

I Line Paulsens hoved er der kort fra tanke til handling. Hun fortalte straks en veninde om sine planer, og selvom veninden gav hende 'modstand på planen', var Line Paulsen 100 procent sikker i sin sag.

»Da min far døde, tænkte jeg: 'Nu gider jeg ikke vente mere'. Jeg skal have nogen at holde facaden og det gode humør højt for.«

Tre måneder senere bookede hun det første møde på Diers Fertilitetsklinik.

»Jeg bestilte tid til en personlig samtale, for jeg forestillede mig, at de måske kunne være lidt fordomsfulde, hvis jeg kom og sagde: ‘Hej, jeg er 18 år og vil gerne have et barn. Kan I hjælpe mig?«

Men det var slet ikke dét, der skete. Tværtimod. Efter tyve minutters samtale fik hun grønt lys til projektet. Hun fik login-oplysninger til et site, hvor hun kunne vælge en donor til sit barn og derfra gik det stærkt.

»Min far døde den 30. august. Den 26. december blev jeg insemineret, og den 9. januar stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden.«

»Jeg ønskede, at mit barn skulle ligne mig mest muligt. Jeg ligner min mor, så jeg valgte en donor, der lignede min far – og har fået et barn, der er som snydt ud af næsen på mig,« kunne hun ved selvsyn konstatere, da Hugo den 4. september sidste år kom til verden.

»Jeg fattede det slet ikke.«

Og det gør hun nogle gange stadig ikke, selvom det næsten er to år siden hun traf beslutningen om at blive mor.

»Jeg kan stadig have en vanvittig uvirkelighedsfølelse. Det lyder lidt crazy, men nogle gange når jeg er fuldstændig i hamsterhjul, og Hugo har legeaftaler, og jeg pludselig står med ansvaret for to børn, så kan jeg stadig føle, at jeg selv er et barn, der har brug for en far og en mor.«

Men hun er hun ikke et sekund i tvivl om, at:

»Hugo er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Han har givet mig mod på livet igen.«

Det gælder selvom den angst, hun har bøvlet med i mange år, har fået ny næring efter hun er blevet Hugos mor:

»Jeg er bange for at ikke at kunne tage vare på ham. For at blive syg – enten fysisk eller psykisk – så jeg ikke kan tage mig af ham. Jeg tror, det handler om, at det ikke længere kun er mig selv, jeg har ansvaret for. Det er helt klart en bekymring for at svigte ham, men også en bekymring for at miste ham. For han er hele min motivation,« siger hun og fortsætter efter en kort tænkepause:

»Hugo er grunden til, at jeg står op hver morgen og klarer dagen, selvom der er meget, der er pissehårdt og svært. Han er min motivation til at tage en uddannelse, til at få et job og til at begynde at tjene penge.«

Efter at have lagt arm med flere ufuldendte uddannelser er Line Paulsen snart færdiguddannet som socialrådgiver, desuden arbejder hun fast i hjemmeplejen i Sønderborg, så der er flere gode grunde til, at Line Paulsen er glad. 

Hugo er en af dem. At hendes livs plan kører er en anden. Mens den kæreste, hun i april måned mødte gennem en veninde, er en tredje.

»Min kæreste er megadejlig. Han har taget Hugo til sig, så nu har Hugo både fået en far, en farmor og en farfar.«

Netop nu er den nye familie ved at flytte sammen.

»Jeg håber, at min kæreste og jeg en dag skal have børn sammen. Lige nu kan jeg meget godt lide, at min kæreste tager far-rollen på sig, selvom han ikke er biologisk far. Men jeg kan også meget godt lide, at Hugo er min – og kun min.«