Vi er gået ind i efteråret. Det betyder blandt andet, at sæsonen for snot, snue og hoste er indledt.

Nye smittetal fra Statens Serum Institut afslører, hvad der er i luften lige nu.

Ifølge Bolette Søborg, der er sektionsleder og overlæge på afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse i Statens Serum Institut, overvåger SSI 'nøje de fem store virussygdomme' RS-virus, kighoste, covid-19, mycoplasma (kendt som kold lungebetændelse, red.) og influenza.

»Lige nu er mycoplasma forhøjet og har været det i et stykke tid,« siger Bolette Søborg.

Ligger du eller nogen, du kender, brak på sofaen for tiden? Så kan det være Mycoplasma, der er årsagen. 
Ligger du eller nogen, du kender, brak på sofaen for tiden? Så kan det være Mycoplasma, der er årsagen.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når Statens Serum Institut overvåger sygdomsbilledet i Danmark, sker det ved hjælp af flere forskellige målinger.

Spildevandsovervågninger fra hele landet afslører smitteniveauet med covid-19. Indberetninger fra de praktiserende læger, der indsender prøver fra patienter, der har henvendt sig med influenzalignende symptomer, afslører om en influenza- eller covid-19-epidemi er under opsejling, og indrapporteringer fra sygehusene afslører, hvor mange ældre og særligt sårbare, der er ramt.

På den baggrund vurderes det samlede smitteniveau i Danmark uge for uge.

»Lige nu er smitten ikke meget høj. Men dét betyder jo ikke, at folk ikke er syge. Vores overvågning er ikke komplet, og langt de fleste danskere går bare hjem og bliver ikke testet, når de er syge,« siger hun.

Derfor kan hun ikke med sikkerhed sige, hvad der er i omløb lige nu. Men smittetallene afslører, at antallet af påviste tilfælde med mycoplasma er forhøjet, mens både RS-virus og influenza er på lavt niveau i denne uge. 

Når det kommer til covid-19, siger Bolette Søborg:

På SSI, hvor Bolette Søborg er overlæge på afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse overvåges udviklingen i de fem store virussygdomme RS-virus, kighoste, covid-19, mycoplasma (kendt som kold lungebetændelse, red.) og influenza.
På SSI, hvor Bolette Søborg er overlæge på afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse overvåges udviklingen i de fem store virussygdomme RS-virus, kighoste, covid-19, mycoplasma (kendt som kold lungebetændelse, red.) og influenza. SSI

»Lige nu er der covid derude. Det ligger på samme niveau, som i sidste uge.« 

Endnu er det efterdønninger af omikronvarianterne KP. 2 og KP 1.1, der ramte Danmark i sommer, der er på spil.

»Men covid udvikler sig hele tiden, så en ny variant kan smitte - igen,« siger Bolette Søborg.

Hendes kollega, seniorforsker Morten Rasmussen fra Statens Serum Institut, siger til Berlingske, at en ny covid variant allerede står klar i kulissen:

»Lige nu ser XEC ud til at have fundet en niche, som gør, at den kan overtage den dominerende rolle. Den kan sagtens komme til at danne grobund for de varianter, som kan komme til at tage over i den kommende sæson,« siger han til Berlingske.

Ifølge Morten Rasmussen udgør den nye covidvariation omkring 15 procent af smittetilfældene i Danmark, men det tal skal vi forvente at se stige i de kommende uger og måneder. Som Bolette Søborg siger:

»Der er smitte derude nu, men jeg forventer mere smitte.«

Ligger du i disse dage derhjemme under dynen og hoster, har Bolette Søborg et par bud på, hvad der mest sandsynligt er på spil:

»Du kan have covid eller forkølelsesvirus eller mycoplasma. Til gengæld ser det ikke ud som om, vi har meget influenza lige nu.«

Er man ramt, er hendes bedste råd at gå hjem i seng.

»Medmindre man er særligt sårbar eller ældre, så skal man gå til lægen,« siger hun.

Samme melding sender hun til dem, der skranter (for) længe:

»Virus skal gå over, det skal ikke blive værre og værre. Det er klart, at hvis man er syg og ikke synes, det bliver bedre efter nogle dage, så skal man overveje at kontakte sin egen læge.«