Når en patient med astma eller eksem går til lægen, kan lægen udskrive biologisk medicin.
Men ønsker en patient med svær KOL den selvsamme medicin, skal lægen sige nej.
Selvom forsøg har vist, at medicinen virker på udvalgte patienter med KOL, har Medicinrådet besluttet, at medicinen ikke skal udskrives som standardbehandling til dem.
Det er en skævvridning, som professor og speciallæge i lungemedicin på Sygehus Lillebælt, Anders Løkke, står helt uforstående overfor:
»Jeg er meget, meget paf og synes, at beslutningen er helt skæv.«
»Når samfundet har råd til at give medicinen til patienter med astma, eksem og næsepolypper, men vi ikke får lov til at give det til patienter med KOL, er det svært ikke at se det som et tegn på, at vi som samfund nedprioriterer patienter med KOL,« siger han.
Medicinrådets afgørelsen var ellers ventet med spænding, for ifølge Lungeforeningen er det ‘mange år siden, der er kommet ny medicin, der kan lindre symptomerne hos KOL-patienter.’
400.000 danskere har KOL, og sygdommen er den enkeltsygdom, der koster flest liv hvert år. I 2023 døde 3.835 patienter, hvilket svarer til 10 patienter hver dag.
Alene derfor undrer det Anders Løkke, at Medicinrådet ikke vil give patienterne adgang til den biologiske medicin:
»Når de godkender medicinen til sygdomme, hvor det ikke handler om liv og død, men ikke vil give den til patienter med KOL, så understøtter det en systematisk ulighed i sundheden, som vi gør større fremfor mindre.«
Og dét passer meget dårligt sammen med, at KOL det seneste år har fået stor politisk opmærksomhed.
I september 2025 underskrev Danmark en FN deklaration, der forpligter underskriverne til at styrke indsatsen for at forebygge og behandle kroniske, respiratoriske sygdomme – herunder KOL.
Og så sent som 1. januar, lovede statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale mere fokus på sygdommen.
»Efter min mening er Danmark for lille til store forskelle. Også når det handler om sundhed,« sagde statsministeren og lovede bedre ‘patientrettigheder’ til kronikere som for eksempel KOL- og diabetes-patienter.
Anders Løkke mener, at Medicinrådets afgørelse ‘harmonerer dårligt med intentionerne fra både statsministeren og FN’.
Biologisk medicin har de sidste 20 år ifølge professoren ‘revolutioneret tilgangen til mange andre sygdomme’.
»Når medicinen virker, så virker den overbevisende og godt. Man ser for eksempel ikke længere gigtpatienter med krøblede hænder. I forhold til astma og eksem, ser vi patienter, der ikke har kunnet trække vejret eller arbejde, som pludselig igen får en normal tilværelse.«
Forsøg med den biologiske medicin Dupixent viser, at det også gælder for udvalgte patienter med KOL, hos hvem medicinen kan bremse antallet af forværringer med cirka 35 procent.
»Forværringer er livsfarlige, så det vil næsten altid være et spørgsmål om liv og død,« siger Anders Løkke om medicinen, der skal gives oveni den behandling, som patienterne i forvejen får.
Men behandlingen er dyr.
I listepris koster det ifølge medicinpriser.dk 126.144 kroner om året at behandle en patient.
Netop prisen er, et af Medicinrådets argumenter for ikke at anbefale behandlingen:
»Dupilumab (indholdsstoffet i Dupixent, red.) er væsentligt dyrere end den eksisterende behandling og Medicinrådet vurderer, at prisen ikke er rimelig i forhold til effekten,« skriver rådet i sin vurdering og opfordrer firmaet bag til at revurdere prisen.
Selvom Anders Løkke anerkender, at prisen er 'ganske høj', forstår han ikke, hvorfor den er for høj for patienter med KOL, når den ikke er vurderet for høj for eksempel for patienter med astma.
Ifølge Medicinrådets vurdering vil omkring 1.000 KOL-patienter kunne have glæde af medicinen.
Til sammenligning får 2.000 patienter med astma i dag udskrevet medicinen hos deres læge, siger Anders Løkke:
»Blandt patienter med KOL er det en behandling til de få, for medicinen virker ikke på alle. Men det er en behandling, som det er vigtigt at have i skuffen. For nogle af de hårdest ramte patienter vil den være en gamechanger.«
Lungeforeningens direktør Ann Leistiko kalder det 'virkelig ærgerligt', at patienter med KOL ikke får gavn af behandlingen.
»Vi havde håbet, at vi nu kunne begynde at gøre os de første erfaringer med biologisk medicin til KOL, for der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe potentiale i det.«

