Det meste af sit voksenliv har Alice Højer Christensen kæmpet med forstoppelse og mavepine. Et problem hun deler med mange danskere.
Selv var hun i mange år storforbruger af afføringsmedicin. Men i dag ved hun, at få men bevidste ændringer i hverdagen har afgørende betydning for, hvor godt hendes fordøjelse virker.
Alice Højer Christensen er privatpraktiserende læge med speciale i mave-tarmsygdomme og vurderer, at op mod ‘halvdelen af befolkningen’, bøvler med fordøjelsen.
»Det er så tabuiseret et område, at der er et kæmpe mørketal. Som læger ser vi kun dem, der har det allerdårligst. Men tag en hvilken som helst pigegruppe i en gymnasieklasse, og jeg vil vædde på, at stort set alle kender til problemet.«
Sammen med sin tidligere patient, Helene Weinkouff Barsøe, udgiver hun nu bogen ‘Mavero’, med råd til, hvordan man kan lægge mavekneb og oppustethed bag sig.
»Hvis fordøjelsen ikke fungerer, er der meget andet i kroppen, der heller ikke virker. Der kan komme affaldsstoffer i blodbanen, man kan få ledsmerter og hovedpine, humøret og fertiliteten kan blive påvirket og man kan udvikle autoimmune sygdomme.«

Igen og igen bliver hun overrasket over, hvor mange, der lider i stilhed:
»Det er ikke ualmindeligt, at mine patienter har haft problemer i årevis. Måske har de fået en koloskopi i det offentlige (en kikkertundersøgelse af tyk- og endetarmen, red.), måske har de fået at vide, at de har en irritabel tarm og skal prøve at spise loppefrøskaller, men ofte føler de sig meget overladt til sig selv med problemet.«
I sin klinik møder hun både dem, der går for lidt på toilettet og dem, der gør det alt for ofte.
»Typisk har mine patienter meget ustabil afføring. Nogle har ikke været på toilettet i en uge, mens andre løber afsted mange gange om dagen og sågar om natten.«
Ingen af delene er normalt, eller noget man skal finde sig i. Vi vender tilbage til, hvad Alice Højer Christensen betegner som ‘normal afføring’. Men først skal det handle om det, der IKKE er normalt.
Hos patienter i aldersgruppen + 60 møder hun ofte et fænomen, hun kalder ‘overløbsdiarre’:
»Det er en eksplosionsagtig, vandig afføring, som det kan være meget svært at holde på. Når man skal på toilettet, skal det være NU!«

Ironisk nok er forklaringen ofte, at patienten er forstoppet.
»Har man ikke afføring, kan alle forstå, at man er forstoppet. Men forstoppelse kan også sætte sig oppe i systemet, mens man stadig har tynd afføring.«
Hun kalder det for 'skjult forstoppelse’. Den typiske årsag er ‘dårlig kost, stress eller en kombination af begge’.
»Stress skal forstås i den bredeste mulige forstand. Man kan være regulært arbejdsmæssigt belastet eller have bekymringer. Men man kan have ondt i ryggen, men også for lidt eller for dårlig søvn er en stressfaktor.«
Uanset årsagen, påvirker stressen maven:
»Langvarig stress hæmmer fordøjelsen, der kan fryse eller gå helt i stå. Mens kortvarig stress, for eksempel før en eksamen, kan give diarre.«
Er maven oppustet og gør ondt, skal man tænke, at det kan være en skjult forstoppelse, siger Alice Højer Christensen.
Når en patient med de symptomer kommer i hendes konsultation, vil hun anbefale en udrensning:
»Så tømmer man tarmen og får lavet hul gennem systemet. Bagefter skal man, ved at spise flere opløselige fibre og bitterstoffer, genopbygge et sundt tarmsystem.«
Det gør man blandt andet ved at spise flere tilberedte grøntsager. For eksempel kan man putte grønt i sin havregrød, eller koge sine gulerødder.
Et generelt råd, til de, der bøvler med fordøjelsen, er at spise færre rå grøntsager:
»I mange frokost-buffeter serveres rå grøntsager. Spiser man det, hvorefter man sætter sig på sin kontorstol og falder sammen, er det hård kost for maven.«
Udover at se sin kost og sit stress-niveau efter i sømmene, er det en god idé at kaste et blik i kummen, efter man har været på toilettet.
»Har man normal afføring, laver man en pæn, blød pølse en til to gange om dagen. Bagefter har man en let fornemmelse i kroppen. De, der har problemer med fordøjelsen, ved, hvad jeg taler om, for de kender til følelsen af ikke at være tømt,« siger Alice Højer Christensen.
Til alle, der døjer, har hun ét godt råd:
»Sørg for, at få hjælp, hvis problemerne fortsætter.«
Er man ikke til udrensning, kan hjælpen komme fra en kropsterapeut eller fra enkle vejrtrækningsøvelser, man selv kan lave:
»Har du et krævende arbejde, der stresser dig, kan du lave yogastræk og vejrtrækningsøvelser om aftenen og kom gerne ned at ligge, for så slapper din krop bedre af.«
»Det er super godt for fordøjelsen at tage en morfar. For rigtig mange vil bare dét give mere mavero.«

