At løb er sundt for både helbred og psyke kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse for dig.

Godt nok vågner man tit op med ømme muskler eller ryger med mellemrum ind i en overbelastningsskade. Men på den lange bane er der så mange helbredsgevinster forbundet med at løbe, at jeg kunne fylde hele E-løbstillægget herom.

For dig som E-løber er de fremtidige sundhedsgevinster næppe den primære drivkraft til at komme ud over stepperne. Selvfølgelig er det dejligt at reducere risikoen for en blodprop om 30 år med en-eller-anden procent, men man skal nok være rimelig sygdomsfikseret for at bruge det som motivation til at snøre skoene og løbe en tur i regnvejr.

Nej, du drives først og fremmest af glæden ved at være udenfor, mærke naturens skiftende elementer, føle forandringerne i din krop, glædes over det sociale samvær og frydes ved forhåbentlig at nå de mål, du sætter dig omkring sluttid og distance. Og allermest, fordi du ved, at du føler dig bedre tilpas efter løbeturen, end da du satte af sted.

I dagligdagen mærker du, hvordan du bliver gladere, sover bedre om natten, stresser og frustreres mindre samt forhåbentlig smider et par overflødige kilogram på vægten.

Men lad os alligevel se på et par nye forskningsresultater om, hvad regelmæssig løbetræning egentlig betyder for helbredet på længere sigt. De er nemlig værd at tage med.

Glæd dig eksempelvis over, at løb styrker din hukommelse ved at lave nye hjerneceller i hippocampus, som er hjernens hukommelsescenter.

Du danner simpelthen flere hjerneceller samt skaber nye forbindelser mellem dem, så især langtidshukommelsen styrkes. Man danner endda flere hjerneceller under løb, end når man styrketræner eller dyrker de korte træningsintervaller på høj intensitet, såkaldt HIT. Jo længere løb, desto flere nye hjerneceller, viser forsøg præsenteret i fagtidsskriftet Journal of Physiology.

Formentlig frigiver løbet vækstfaktoren bdnf, der virker som ren gødning i hippocampus. Andre træningsformer er nu også gode for hjernen, blandt andet ved at forbedre dens blodforsyning.

Og det er da dejligt at bevare hukommelsen og holde demensen fra døren, for løbere lever længere end andre. Løb er en af de allerbedste måder at træne livet længere, for som løber lever man i gennemsnit tre år længere end ikke-løbere. Især fordi faren for pludselig hjertedød næsten halveres, ifølge fagtidsskriftet Progress in Cardiovascular Diseases. Det gælder også, selvom man er overvægtig, drikker alkohol eller ryger.

Skåret helt ind til benet viser statistikken, at hver time, du bruger løbeskoene, forlænger livet med næsten syv timer, uanset om du løber hurtigt eller langsomt. En investering, der virkelig batter. Sagt på en anden måde: Et Eremitageløb giver dig omkring 8 timer ekstra levetid i sidste ende.

Lad os også lige tage fat på et emne, som de fleste løbere ikke vil tænke på, men som du nok har fået nervøse forespørgsler om fra familie og nære venner, nemlig om løb kan være farligt. For vi hører med mellemrum om en løber, der falder død om på turen.

Dødsfald blandt løbere trækker altid overskrifter, men heldigvis sker det meget sjældnere, end de fleste tror. Ved maraton og halvmaraton kender man risikoen ganske præcist, nemlig at 1 ud af 100.000 løbere i konkurrencen dør af et hjertestop. Og selv de tal skal vi tage med et vist forbehold, for blandt 100.000 tilskuere kan der jo også godt være en, der får et hjertestop, så den absolutte risiko er endnu lavere.

Du skal ikke være bange for at løbe. Selvfølgelig skal du være opmærksom på faresignaler, og i denne sammenhæng er det først og fremmest besvimelse uden grund, som skal tages alvorligt. Ikke når man dejser om på grund af væskemangel eller sukkerkrise, men derimod såfremt man uforklarligt pludselig får det dårligt. Så skal man til lægen og have foretaget en 24 timers EKG-måling samt ekkokardiografi med ultralydsscanning af hjertet.

Men ellers er der en kæmpebuket af helbredsgevinster ved løb og hav dem bare liggende i baghovedet til at motivere dig til at holde benene i gang, når du virkelig er presset på de sidste kilometer af Eremitageløbet. Husk, hvor meget din krop sidenhen vil takke dig for anstrengelserne.

Ha’ et godt løb. Hils gerne på, hvis vi mødes derude.

Eremitageløbet afvikles søndag 8. oktober for 49. gang. Læs mere og tilmeld dig motionsfesten i Dyrehaven på Elob.dk.