Du er på vej i seng efter en nytårsaften, hvor du måske fik en drink eller to for meget. Du hælder et glas vand op og finder panodilerne frem.
Det lyder måske bekendt, men den rutine bør du droppe, mener den norske læge Daniel Sørli.
»Paracetamol kan være effektivt til at lindre hovedpine, men det anbefales ikke at tage det forebyggende, før man går i seng, hvis der ikke er en særlig grund til det, for eksempel allerede eksisterende ubehag,« siger han til Dagbladet.
Daniel Sørli forklarer, at paracetamol – eksempelvis Panodil – hovedsageligt virker ved at dulme smerte- og feberreaktioner i kroppen, men at det ikke har nogen direkte effekt på at få blodkarrene til at trække sig sammen igen efter indtagelse af alkohol.
»Faktisk er mekanismerne bag hovedpine, der opstår efter alkoholindtagelse (tømmermænd, red.), komplekse og skyldes ikke kun udvidelse af blodkarrene. De involverer dehydrering, inflammatoriske processer og en række kemiske ændringer i kroppen,« siger lægen.
Da både paracetamol og alkohol nedbrydes i leveren, kan det stresse organet unødigt og i værste fald øge risikoen for leverskader.
Derfor opfordrer Sørli i stedet til at drikke rigeligt med vand, undgå store mængder alkohol og kun tage smertestillende medicin, hvis hovedpinen rent faktisk opstår.
Andre klassiske tricks mod tømmermænd er brugen af allergimedicin og brusetabletter.
Men heller ikke de midler vil have nogen effekt på de generelle symptomer såsom hovedpine, kvalme og træthed, slår Sørli fast.
