Der er gået knap et år. Og Richard Scolyer er stadig i live.

Ser man på prognoser og statistikker er det forståeligt, at han er begejstret.

»Jeg er overlykkelig og tilfreds. Jeg kunne ikke være mere glad,« siger den australske professor til BBC.

For i juni sidste år blev det konstateret, at han havde kræft.

Af den ekstremt aggressive form, gliblastoma, der rammer hjernen – mere end halvdelen af patienterne dør efter et år med sygdommen.

Men den australske professor forsker er selv en højtestimeret og prisbelønnet forsker i hudkræft, og sammen med den mangeårige – og lige så prisbelønnede – kollega Georgina Long fik de sammenstykket verdens første kombination af operation og immunterapibehandling mod gliblastoma.

Og det ser ud til at virke.

Tidligere tirsdag har Richard Scolyer på det sociale medie X selv delt et par billeder fra sin seneste hjerneskanning, hvor resultatet efterfølgende har vist, at der ikke er tegn på, at kræften er vendt tilbage.

»For at være helt ærlig, så var jeg mere nervøs end ved nogle af de tidligere scanning,« siger han til BBC.

Det første år i behandlingen har været fyldt med op- og nedture, og 57-årige Richard Scolyer har både fået epileptiske anfald samt haft leverproblemer og lungebetændelse.

Men nu har han det bedre. 

Han håber dog ikke på mirakler.

»Det betyder helt sikkert ikke, at min hjernekræft er kureret, men det er rart at vide, at den ikke er kommet tilbage endnu,« siger han:

»Så får jeg også lidt mere tid til at nyde livet med min hustru og tre vidunderlige børn.«

Richard Scolyer og Georgina Long håber dog, at behandlingen kan vise sig så succesfuld, at den kan bruges til de 300.000 personer, der hvert år på verdensplan får hjernekræft.