En kommentar fra udenrigsminister og storryger Lars Løkke Rasmussen (M) får nu Kræftens Bekæmpelse til at reagere med kras kritik.
I et nyligt interview med Euroman fortalte Moderaternes formand om sin morgenrutine og sagde blandt andet:
»Jeg ryger Kings C 021. Der er ingen tilsætningsstoffer, så forskningen siger, at det er nemmere at stoppe. Det er dejligt at have den viden.«
Men den holder ikke, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.
»Det er en myte, at nogen cigarettyper er nemmere at stoppe med. Alle cigaretter indeholder sundhedsskadelige stoffer og nikotin, som skaber afhængighed,« siger forebyggelsesdirektør Mette Lolk Hanak.
»Kræftens Bekæmpelse arbejder for at beskytte befolkningen og især børn og unge mod tobak og nikotinprodukter og gøre rygning mindre tilgængeligt og synligt,« tilføjer hun.
»Derfor er det rigtig ærgerligt, når offentligt kendte personer bidrager til at normalisere rygning og sprede viden, der er fejlagtig og som kan være med til at tale alvorligheden af en hver type rygning ned.«
Rygning er en af de helt store årsager til, at Danmark er blandt de lande, hvor flest personer pr. indbygger får kræft og dør af det.
»Den høje andel af rygere har betydet, at Danmark har relativt mange tilfælde af lungekræft, som er en af de kræftformer, de har høj dødelighed,« sagde Mette Lolk Hanak tirsdag til B.T.
Spindoktorer har tidligere i Løkkes karriere forsøgt at skjule den usunde vane fra offentligheden, men politikeren lader til at være blevet mere ligeglad med årene.
Da han i januar rejste til USA for at forhandle om Grønland, pulsede han løs på sin cigaret for rullende kameraer, hvilket resulterede i et verdensviralt klip.
Han ryger pibe i fuld offentlighed, og i Euroman-interviewet fortalte han åbent om, hvordan han kan finde på at ryge i sengen, når han ligger syg.
B.T. har forelagt kritikken for Løkke gennem Moderaternes pressetjeneste, som ikke er vendt tilbage.

