Helt almindelig kolesterol-medicin, som tusindvis af danskere tager hver dag, kan redde tusindvis af ekstra liv, hvis den bliver brugt rigtigt.

Det viser en ny, stor undersøgelse, med deltagelse af bl.a. 1.300 danskere, som i begyndelsen af denne uge blev offentliggjort på den internationale hjertekonference i Paris, ESC - European Society of Cardiology.

Det er det aktive stof i hjertemedicinen, statiner, som modvirker et for højt kolesteroltal, der nu også viser sig at mindske risikoen for at dø af alvorlige infektioner eller luftvejssygdomme.

Med den nye viden mener undersøgelsens engelske leder, professor Peter Sever, at mere end 10.000 liv er reddet i de senere år, og han tror, at den viden kan redde endnu flere liv. Og det bakkes op af den danske repræsentant i undersøgelsen.

36 pct. lavere risiko

- Forskningen er med til at sandsynliggøre, at statiner ikke kun virker kolesterolsænkende, siger Jesper Mehlsen, der er forskningschef og overlæge på Frederiksberg Hospital.

Undersøgelsen viser, at der er 36 pct. lavere risiko for at dø af infektion i lunger eller luftveje, hvis du tager kolesterol-medicin.

- Luftvejsinfektioner kan eksempelvis være lungebetændelse. Det ser ud til, at statinerne giver en generel beskyttelse mod infektioner, og i denne undersøgelse primært mod luftvejsinfektioner, siger den danske forskningschef.

Sæt tidligt ind

For at statinerne skal gavne på længere sigt, skal man give dem til patienterne tidligt. Undersøgelsen viser nemlig, at hos den gruppe af mennesker, der tog statiner længst, var der færrest der døde. Og det var ikke kun hjerte-karsygdomme, som forsøgspersonerne døde af.

- Undersøgelsen tyder på, at man skal sætte tidligt ind med statinbehandling hos risikogrupperne. Det gavner ikke kun over for hjerte-karsygdomme, men også mod infektioner og luftvejssygdomme, som KOL (Kronisk obstruktiv lungesygdom), siger Jesper Mehlsen.

De nye forskningsresultater vækker begejstring i branchen for lungesygdomme.

- Det er et rigtig interessant studie for KOL-patienter. Det er jo et godt argument for, at man så tidligt i forløbet behandler med statiner. Undersøgelsen viser jo netop, at det har en langtidseffekt på KOL-patienter, og så har det jo også en positiv virkning på hjerte-kar-sygdomme og diabetes, som jo er to af de følgesygdomme, som vores undersøgelse viser, har alvorlige konsekvenser for KOL-patienter, siger Børge Nordestgaard, overlæge og professor.