Er mor blevet behandlet med bestemt hormon under sin graviditet, er sandsynligheden højere for, at hendes barn bliver bi- eller homoseksuelt. Det antyder nyt studie, som dog bliver kritiseret for at være for småt.

Hormonbehandling under graviditeten øger måske sandsynligheden for, at børnene bliver bi- eller homoseksuelle. Det skriver Videnskab.dk.

Forskere fra blandt andet Danmark viser i et nyt studie, at personer, hvis mødre blev behandlet med hormonet progesteron under graviditeten, i mindre grad identificerer sig som heteroseksuelle end personer, hvis mødre ikke er blevet behandlet med progesteron.

Voksne børn af hormonbehandlede mødre har i højere grad oplevet at have kysset, fantaseret om og haft sex med personer af samme køn, viser det nye studie.

»De er lidt mere åbne overfor for sex med en person fra eget køn. Det ser vi rimelige klare tegn på,« fortæller den danske bidragyder til det nye studie, professor MSO Erik Lykke Mortensen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Homoseksuelle dør tidligere i fordomsfulde samfund

For lille studie

I studiet indgår data fra 34 danskere (17 mænd og 17 kvinder), hvis mødre alle blev behandlet med progesteron under graviditeten. Deres spørgeskemabesvarelser om deres seksuelle orientering blev sammenlignet med besvarelser fra personer, hvis mødre ikke havde været i hormonbehandling.

Langt flere af de personer, hvis mødre havde modtaget hormonbehandling, identificerede sig selv som enten homo- eller biseksuelle. De var i langt højere grad tiltrukket af deres eget køn, og langt flere havde haft en seksuel relation til en person af samme køn.

Det er dog begrænset, hvad man kan udlede at studiet, mener professor og overlæge Anja Pinborg fra Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og Fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital. Dertil er deltagerne alt for få.

»Jeg kan godt se, at emnet overordnet set er interessant, men jeg mener, at der er alt for stor usikkerhed i forhold til forbindelsen mellem progesteronbehandling og seksuel orientering på et studie med kun 17 personer i hver gruppe,« skriver Anja Pinborg i en mail til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Homoseksualitet kan være arveligt

Forsker ikke overrasket

Erik Lykke Mortensen mener dog ikke, at resultaterne er overraskende.

»Det er en gammel, men alligevel nærliggende tanke, at kønshormoner har indflydelse på, hvordan vi udvikler os som mænd og kvinder og på vores seksualitet, og set i det perspektiv er resultaterne måske ikke overraskende,« siger han.

Forskeren fortæller, at den primære forskel på mænd og kvinder er de hormoner, som med hjælp fra y-kromosomet bliver udskilt i mandens krop. Hormonerne er med til at danne mandens kønsorganer og andre træk – herunder sandsynligvis seksuel orientering og præference for kvinder.

Derfor overrasker det heller ikke forskeren, at når et foster bliver udsat for hormoner, kan det påvirke de hormonelle processer, som har indflydelse på seksuel orientering.

Læs mere på Videnskab.dk: Forskere sporer sig ind på bøssegener

Han minder dog om, at der er mange andre ting, som har indflydelse på den seksuelle orientering.

»Ingen tror, at noget så komplekst som seksuel orientering kun handler om et enkelt hormon. Selvom vi kan se en effekt, er den ikke entydig i retning, og der skal flere og større studier til, før vi kan slå fast, hvordan progesteron under graviditeten helt præcist spiller ind i den sammenhæng, og hvad der ellers spiller ind,« siger Erik Lykke Mortensen.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Nu findes Star Treks Tricorder i virkeligheden

Hvorfor sover jeg så godt midt på dagen?

Nye fodboldstøvler? Her er, hvad du skal kigge efter