Når middagen skal tilberedes, kan det være svært at vurdere, hvor meget ris eller pasta der skal koges. Af og til laves der for meget, og her vælger de fleste nok at gemme resterne til dagen efter.

Og her er der en særlig ting, man skal være opmærksom på, fortæller Einar Granum, der er professor ved NMBU veterinærhøjskole til Dagbladet. For mange stiller kogte ris eller kogt pasta på køkkenbordet, og glemmer man at sætte det i køleskabet, er det bestemt ikke godt.

Og det skyldes, at både ris og pasta indeholder ret store mængder af bakteriesporer, der faktisk overlever en kogning.

»De fleste tror ganske enkelt, at når en madvare er kogt, så er den sikker. Men mange forbrugere er ikke klar over, at sporedannede bakterier kan overleve,« fortæller Einar Granum og uddyber at det skyldes, at bakteriesporer godt kan tåle at blive kogt i lang tid uden at det påvirker deres evne til at overleve i det givne produkt.

Når pasta eller ris bliver varmet op, dør sporerne fordi de har spiret, men toksinerne (giftstofferne, red.) påvirkes ikke af en opvarmning. Når først disse er dannet, så hjælper det altså ikke at varme resterne fra dagen før.

Bakterien, der kan gøre mennesker syge, hedder Bacillus cereus. Opbevares kogt ris og pasta ikke korrekt, og bliver man ramt af den, kan det medføre diarré og opkaast.

Einar Granum anbefaler derfor, at man hurtigst muligt sætter kogt ris og pasta på køl fremfor at lade det stå ved stuetemperatur.

Det optimale er i køleskabet eller i et rum under seks til otte grader. Og skulle man komme til at glemme at sætte det overskydende mad på køl natten over, anbefaler han, at det ryger i skraldespanden.

Det understreges dog også, at mange med stor sandsynlighed har spist madrester, der har været opbevaret ved stuetemperatur for længe, uden de er blevet syge.