Dansk forsker har været med til at knække koden til, hvordan sygdomme, hvor immunforsvaret angriber kroppen, spreder sig.

Når immunforsvaret angriber kroppen, sker det næsten ubemærket, men langsomt bliver angrebet kraftigere og kraftigere, til det udvikler sig til invaliderende leddegigt, lupus eller andre autoimmune sygdomme.

Nu har en dansk forsker, sammen med forskere fra Harvard Medical School og Boston Children’s Hospital, afsløret, hvordan immunforsvaret hele tiden intensiverer sit angreb.

»Det er et stort skridt i den rigtige retning i forhold til at udvikle medicin, der målrettet kan bremse den negative spiral, immunforsvaret sætter gang i,« siger adjunkt på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet Søren Egedal Degn, som er medforfatter på studiet.

Autoimmune sygdomme får forskere til at undre sig

Søren Egedals forskning viser, at immunforsvarets B-celler er helt afgørende for, at den autoimmune sygdom spreder sig og bliver værre.

Læs mere på Videnskab.dk: Er det skadeligt at knække fingre?

B-cellerne begynder nemlig at rekruttere andre celler til at bekæmpe det, de tror er en trussel i kroppen.

Hvis de nye B-celler oven i købet var beregnet til at passe på et andet sted i kroppen, begynder de i stedet også at angribe på det nye sted.

»Det er en negativ spiral, hvor B-cellerne fortsætter med at genkende noget nyt i kroppen og hele tiden forstærker deres reaktion. Man går med andre ord fra at have én type B-celler, som kun angriber ét sted i kroppen, til at have mange B-celler, der angriber mange forskellige steder i kroppen. Det spreder sig som ringe i vandet, og på den måde udvikler de autoimmune sygdomme sig til det værre,« forklarer Søren Egedal Degn.

Opdagelse kan bruges diagnostisk

Ifølge Søren Egedal Degn kan den nye opdagelse være startskuddet til udvikling af medicin, der sætter en stopper for B-cellernes destruktive adfærd.

Læs mere på Videnskab.dk: Astma og gigt hører til samme gruppe sygdomme

http://videnskab.dk/krop-sundhed/astma-og-gigt-horer-til-samme-gruppe-sygdomme

Han fortæller, at opdagelsen kan være med til at sætte fingeren på den mekanisme, som man skal have styr på, hvis de autoimmune sygdomme skal under kontrol.

Det kan måske foregå inde i kroppens ’kimcentre’, hvor B-cellerne rekrutterer nye celler.

Kimcentrene sidder i lymfeknuderne og milten.

»Vores resultater kan bruges til at øge momentum i retning af at udvikle medicin, der målrettet forsøger at slukke for kimcentrene. Vi kan muligvis også bruge undersøgelser af kimcentrene diagnostisk til at se, om forskellige autoimmune sygdomme er under opsejling,« siger Søren Egedal Degn.

Andre artikler på Videnskab.dk