Ekstremt fed diæt kan forlænge livet hos mus, viser et nyt studie. Men en dansk forsker køber ikke resultatet og fraråder, at du kaster dig over fedtet.

Et nyt studie viser, at mus lever længere og er mere fit i alderdommen, hvis de spiser mad med masser af fedt og kun meget få kulhydrater. Det skriver Videnskab.dk.

Og forhåbentlig gælder resultatet ikke kun mus.

»Vi håber, at vores studie kan være med til at udpege en retning for kostvaner, som kan have en positiv effekt på menneskers levealder og sundhed i alderdommen,« fortæller Jon Ramsey, der er professor ved Department of Molecular Bioscience ved University of California og medforfatter til studiet.

Læs mere på Videnskab.dk: Ny viden om fedt udfordrer de officielle kostråd

Resultatet af Jon Ramseys studie viser, at mus, som blev fodret med ketogen kost, gennemsnitligt levede 13,6 procent længere end andre.

I menneskeår svarer det til 7-10 år, forklarer forskeren.

Musene på den ketogene diæt var også fysisk stærkere sent i livet, hvor mus i kontrolgruppen mistede muskelstyrke på grund af alder.

»Omfanget af ændringerne overraskede mig. Resultaterne peger på, at en ketogen diæt kan forlænge den fysisk funktionelle del af musenes liv,« siger Jon Ramsey.

Læs mere på Videnskab.dk: Fed ost kan sagtens høre hjemme i en sund kost

Selvom Jon Ramseys studie umiddelbart lyder lovende, imponerer det dog slet ikke Jens Rikardt Andersen, der er lektor og diæt-forsker på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Han har selv lavet forsøg med ketogen diæt til patienter med hjerneskader, ligesom han selv har været på ketogen diæt i en uge i forbindelse med udvikling af diæten.

»Jeg slæbte mig igennem dagen og var glad for, at den kun varede seks dage. Jeg havde svært ved at koncentrere mig og kunne efterhånden kun gå cirka 100 meter ad gangen. Den slags bivirkninger er svære at måle hos mus, men yderst forudsigelige,« siger Jens Rikardt Andersen.

Og faktisk mener han slet ikke, at forskerne i Jon Ramseys forskergruppe har belæg for at drage så vidtrækkende konklusioner, som de gør.

»Jeg er bestemt ikke imponeret af resultatet, og jeg mener ikke, at man kan konkludere, at en ketogen diæt har nogen synderlig effekt på hverken livslængde, styrke i alderdommen eller vægt,« siger Jens Rikard Andersen.

Andre artikler på Videnskab.dk