Karna Richardson husker klart første gang, hun mærkede sygdommen. Efter en ferie hos sin datter i Holland blev hun dårlig på vejen hjem.
Hun have svært ved at trække vejret, så svært, at hun for hver enkelt indånding måtte hive efter vejret.
»Det var et helvede. Heldigvis havde jeg en med, der kunne køre bilen. Alt andet havde været uforsvarligt,« husker hun.
Så snart hun var hjemme, gik hun til lægen, der kunne konstatere, at hun havde dobbeltsidet lungebetændelse og hun fik antibiotika.
Men medicinen virkede ikke og den 'famøse lungebetændelse' varede to til tre måneder.
»Bagefter blev jeg ved med at have åndedrætsbesvær.«
Siden hun for fem-seks år siden fik stillet diagnosen KOL, gik det kun ned ad bakke.
Den 74-årige folkepensionist bor i eget hus i Varde i Jylland. Før sygdommen klarede hun sig selv og havde ‘styr på alting’, men efter hun blev syg, blev hendes verden lille bitte.
I forvejen havde hun en bindevævssygdom og sad i kørestol, men hun havde ikke længere kræfter til at køre den, så hun 'kunne ikke komme nogen steder'.
»Jeg kunne intet foretage mig, for jeg havde ingen luft.«
Derhjemme havde den tidligere hjemmehjælper hverken kræfter til at støvsyge eller skifte sengetøj.
»Gjorde jeg et forsøg, generede det mine luftveje. På de gode dage, lavede jeg mad og frøs ned, så jeg havde noget at spise de dage, hvor jeg ingen kræfter havde. Men jeg havde sjældent appetit til at spise og tabte mig næsten 30 kilo.«
Bare det at trække vejret krævede kræfter, hun ikke havde.
»Når jeg skulle på sygehuset, kunne jeg først møde klokken 10, fordi jeg skulle have styr på luften, før jeg turde køre fra Varde til Vejle.«
At få 'styr på luften' krævede tre forskellige inhalatorer, der skulle udvide hendes luftveje, og det kunne tage op til to en halv time, 'før der faldt ro på' hendes vejrtrækning.
Når hun skal beskrive sit liv dengang, siger hun:
»Der var ikke noget liv. Jeg var her bare, men havde ingen glæde ved at være her.«
Næsten et år gik der, før tingene ændrede sig.
Forandringen skete, da hendes behandlende læge, Anders Løkke, der er speciallæge i lungemedicin på Sygehus Lillebælt, forsøgsvis tilbød hende den biologiske medicin Dupixent.
Behandlingen, som Medicinrådet netop har besluttet ikke at anbefale som standardbehandling til patienter med KOL, vendte op og ned på Karna Richardsons liv.
De sidste tre år har hun hver 14. dag taget en indsprøjtning med medicinen og har fået det 'bedre og bedre'.
Langsomt men sikkert har hun kæmpet sig tilbage som herre i eget hus:
»Medicinen har givet mig livet tilbage. Den har simpelthen virket sådan, at jeg nu kan stå op og køre hjemmefra allerede klokken 8:30 om morgenen. Jeg kan holde mit hjem selv, jeg kan vaske tøj og lave mad selv. Jeg kan klare alt selv.«
Derfor havde hun også håbet, at medicinen ville blive godkendt af Medicinrådet, så den kunne komme andre patienter med KOL til gode.
Men selvom patienter med astma og eksem kan få den, har Medicinrådet netop besluttet ikke at anbefale medicinen til patienter med KOL. Den historie kan du læse HER.
At medicinen ikke er blevet godkendt, kalder Karna Richardson for ‘en skændsel’.
»Jeg tænker, det beviser, at menneskeliv ikke er så meget værd i dag.«
Helt personligt har hun medicin til og med maj måned:
»Jeg gruer for, hvis det en dag er slut, for jeg ved, at jeg ikke kan klare mig uden. Glemmer jeg at tage en sprøjte, kan jeg allerede samme aften mærke, at min luft bliver tung og det bliver trægt at trække vejret. Så føles det som om, jeg har en kampesten liggende ovenpå min brystkasse.«
Spørger man læge Anders Løkke, hvordan det vil påvirke Karna Richardson, hvis hun ikke længere kan få medicinen, lyder svaret:
»Hun vil med al sandsynlighed ende samme sted som inden behandlingen med mange symptomer, rigtig dårlig livskvalitet, stor risiko for at få forværringer og generelt i en nedadgående spiral.«
Heldigvis for Karna Richardson har hun udover KOL også astma. Derfor kan hun i modsætning til andre patienter med KOL blive ved med at få medicinen.
»Det har jeg det ikke godt med. Det er da dybt uretfærdigt. Tænk at man skal være i besiddelse af to sygdomme for at få den ene behandlet.«