Kæmper for evigt liv. Nu er han ramt: 'Min mave spiser sig selv'
Bryan Johnson har i årevis kæmpet mod den naturlige aldring. Nu har han fået en kronisk sygdom.

Bryan Johnson har i årevis kæmpet mod den naturlige aldring. Nu har han fået en kronisk sygdom.

I årevis har han gjort alt for at besejre døden.
Men nu er den amerikanske milliardær, Bryan Johnson, blevet ramt af en auto-immun sygdom.
Det afslører han selv i et opslag på Instagram, hvor han blandt andet skriver:
»Jeg har en auto-immun sygdom. Min mave spiser sig selv.«
Sygdommen atrofisk gastritis er en kronisk betændelsestilstand, hvor immunsystemet fejlagtigt angriber mavesækkens slimhinde og gradvist gør mavesækken tyndere.
Tilstanden, der kan medføre jernmangel, B12-vitaminmangel, blodmangel og kan øge risikoen for at få kræft i mavesækken, er uhelbredelig.
Men det har ikke fået den 48-årige tech-iværksætter, der i 2025 i Netflix-serien ‘Don’t Die’ delte sin jagt på evigt liv, til at give op.
Tværtimod skriver han i sit opslag:
»Jeg vil forsøge at løse det. Vil dele alt.«
Selv mener, han at forklaringen på problemet skal findes i hans tidligere liv:
»Som barn spiste jeg sukkerholdige morgenmadsprodukter, drak sukkerholdig sodavand og slugte fastfood,« skriver han og beskriver, hvordan han, da han blev far til tre samtidig med at han opbyggede sin virksomhed og skulle jonglere med stress og slid, tog 18 kg på og fik en dyb, kronisk depression.
»Et sted i den periode begyndte min krop at udvikle en auto-immun proces, der påvirkede min skjoldbruskkirtel og derefter min maveslimhinde,« skriver han.
Sammen med det team, der i årevis har hjulpet ham med sit longevity-forløb, vil Bryan Johnson give sygdommen kamp til stregen:
»I en tidsalder med kunstig intelligens, multi-omics (biologisk analysemetode, red.) og specialbygget dna, proteiner og celler bør ingen tilstand antages at være uhelbredelig, blot fordi ingen endnu har forsøgt at helbrede tilstanden med nutidens kombinationer,« skriver han.
Bryan Johnson har ifølge Independent brugt omkring to millioner dollar om året i jagten på evigt liv.
Blandt andet har han fået blodplasma fra sin teenagesøn, han spiser udelukkende vegansk og kun 1.977 kalorier i døgnet og tager adskillige kosttilskud dagligt.