Byline Dorte Hansen
Byline Dorte Hansen Foto: Sarah Christine Nørgaard

Jeg er gravid. Og burde være lykkelig, for jeg har arbejdet på at blive det i tre et halvt år.

Men mere end noget andet er jeg bekymret – og bange. Bange for, at denne graviditet ender ligesom den sidste, hvor jeg aborterede i ottende uge. Det er svært at forestille sig, at det skulle gå anderledes denne gang.

Ultralyd tre måneder shutterstock

»Uhhh, måske er der to,« siger venner – til min store irritation.

For hvad nu, hvis der ’bare’ er én, og jeg mister den?

Jeg tør slet ikke tænke på at miste to.

Scanning

Jeg prøver at lære den nye tidsregning, der følger med en graviditet. For det første skal der lægges to uger til den dag, jeg véd, at jeg blev gravid, for en graviditet tæller fra seneste menstruation.

Så når jeg er seks uger gravid, har babyen sådan set kun udviklet sig i min livmoder i fire uger. Samtidig er jeg i syvende uge. Det er alt sammen meget forvirrende.

Dorte Hansen

Men det er bekymringerne, der fylder. Problemet er, at jeg ved alt for meget om, hvad der kan gå galt. Jeg er stadig mere bekymret end lykkelig.

Uvidenhed er i sandhed en velsignelse. Jeg håber, at jeg en dag kan ignorere min viden og bare glæde mig over at være gravid.

Hos lægen vælder tårerne frem, mens hun udfylder min vandrejournal. Bekymringstårer.

»Jeg mistede i ottende uge, sidst jeg var gravid. Og jeg er bare så bange for, at det sker igen,« får jeg forklaret.

Dorte Hansen

Jeg får en henvisning til tidlig scanning.

Dagen inden er jeg så bange for, at den vil vise, at der er noget galt med det lille bitte barn. At det ikke vokser, som det skal, inden i mig. Sidst jeg var gravid, viste den tidlige scanning, at den lille ikke var vokset, som den burde, og én uge senere aborterede jeg.

Miraklet

En hjerteveninde tager med til scanningen. Jeg smiler til jordemoderen. Opfører mig som om, jeg er klar til hvad som helst. Men min veninde ved bedre.

»Er det din første graviditet,« spørger jordemoderen, da jeg ligger på briksen.

Dorte Hansen

Så løber øjnene igen over – jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage. Og heller ikke samle ord til at svare. Heldigvis er min veninde klar med svar og et klem af min hånd.

»Dorte har før aborteret i ottende uge og er meget nervøs nu.«

Jordemoderen lover hurtigt at finde svar på, om der er hjertelyd – eller ej.

Det er der. Et lille, pulserende hjerte ses tydeligt på skærmens grumsede billede.

»Og er der to eller én,« spørger min veninde.

Dorte Hansen

Jordemoderen kører apparatet frem og tilbage over min mave.

»Der er kun én,« siger hun.

For mig er det alt andet end ’kun’.

Én er et mirakel.

I tiende uge, da jeg er ca. to måneder gravid, går det op for mig, at jeg er holdt op med at kigge efter blod, hver gang jeg går på toilettet.

Der er håb endnu.

SMS

Hitter på Facebook