Da Jannes mand begyndte at skrive med en anden kvinde, splittede det ikke bare deres parforhold. Kvinden var nemlig gift, og begge par var del af den samme venneflok.
Selvom oplevelsen er blevet et 'kæmpe wakeupcall' for Janne, var hun helt uforberedt, da hendes mand for fire år siden åbnede op.
»I bilen på vej hjem fra arbejde, sagde han pludselig: 'Jeg har skrevet med Rikke'.«
Først forstod Janne ingenting:
»For de skrev tit sammen. Dengang var vi afsted til alting sammen. Vi holdt ferier og nytår, vores børn legede, og vi havde lige været på tur sammen.«
Men da hans næste sætning lød: 'Jeg har noget kørende med hende', 'hang' hun oppe i loftet af bilen.
»Det var så frygteligt. Vi var på vej gennem en lille by, som jeg aldrig er kørt igennem siden. Det gjorde ondt, ondt, ondt, men jeg var fanget, og kunne ikke komme ud. Jeg var helt panisk.«
Tankerne for frem og tilbage i hendes hoved, men hun kunne ikke få dem til at stemme.
»Så alle de gange, hun havde været forbi, var slet ikke for at se mig. Det virkede underligt – bindegalt. Det var så usselt,« siger hun.
I dagene efter følte hun sig syg 'helt ind i knoglerne'. Alligevel blev hun overrasket, da hun konfronterede ham:
'Du ved jeg elsker dig. Vil du mig eller hende?', spurgte hun.
»Det kunne han ikke svare på, og han skrev stadig med hende.«
Så tog hun skeen i den anden hånd.
»Jeg lagde en plan for mig selv. Oprettede et excel-ark og fandt ud af, hvor jeg kunne flytte hen.«
To uger senere fortalte Janne sin mand, at hun ville skilles.
»Han brød helt sammen og lå i fosterstilling inde på sofaen. Men jeg tog i byen. Så kunne han sidde derinde og græde.«
Da hun kom hjem, havde han taget en beslutning:
»Jeg vil ikke miste dig,« lød beskeden.
De første mange måneder vidste hun ikke, om hun havde ham eller ej.
»Så jeg tænkte på mig selv. Mødtes med mine veninder, gik ture og gjorde det, der gjorde mig glad. Jeg følte mig sindssygt stærk, og tænkte igen og igen: 'Jeg er god nok som jeg er.'«
Selvom det lyder let, føltes det ikke sådan indeni:
»Det tog to år, før jeg var sikker på, at det ikke var min skyld. At de var to mennesker, der havde søgte bekræftelse og kriller i maven hos hinanden.«
»Det tog mig lang tid at tilgive ham – ægte. Jeg vidste, at jeg var nødt til det for at kunne starte igen, men det tog lang tid at begynde at stole på ham igen - og tro på, at det er mig, han vil.«
Hverken Janne eller hendes mand har fået hjælp til at håndtere deres krise.
I stedet har de lavet aftaler. For eksempel om, at han skal genfortælle historien om svigtet så ofte, hun har brug for det.
»For hver gang, han har fortalt mig historien, har den fået lidt flere nuancer. Det har fået mig til at føle, at han lyver.«
Hver gang har hun sagt til ham: 'Sig nu bare sandheden'.
Det er vigtigt for Janne at vide, at det var hendes mand, der afsluttede forholdet til den anden kvinde, og de har en aftale om, at han viser hende alt, hvad den anden skriver, hvis hun skriver.
»Oplevelsen har ændret os som mennesker. Det er sket, og vi lever med det, Jeg føler mig ikke længere truet af det, men vi kan jo aldrig love hinanden, at det ikke vil ske igen.«
En vigtig forandring er, at de er rykket tættere på hinanden.
»Når man siger, at man vil videre, er det vigtigt at gøre et aktivt forsøg på faktisk at komme videre.«
I dag tager de ud og plukker svampe, drikker vin og tager sig tid til hinanden og børnene på en helt anden måde end tidligere.
»Livet har fået mere værdi og meget mere omsorg. Jeg har det bedre nu end i perioden op til.«
Nogle dage har hendes gode intentioner fået kamp til stregen:
»Hvis jeg havde handlet ind til middag, købt vin og blomster, men på vejen hjem mødte hende, så var det en kæmpe mavepuster.«
»Så har jeg tænkt: 'Skal jeg havde det sådan her, være ked af det og skuffet i resten af mit liv?'«
Det tog to år, før de følelser fortog sig. Men Janne holder stadig fast i de gode planer, hun og hendes mand har lagt for deres liv.
»Jeg er heldigvis ikke blevet et bittert menneske. Der er kun taknemmelighed for, at jeg er kommet godt videre. Selvom jeg troede, det var umuligt.«
På det seneste er hun begyndt at lægge mærke til små forandringer:
»Der sker noget, når man begynder at åbne op igen og elske igen. Jeg tror kun, jeg har sagt: 'Jeg elsker dig' tre gange, siden det skete.«
»Men i morges, da han kyssede mig på panden, tænkte jeg: 'Han dufter dejligt. Hvor er jeg heldig'.«
Det føles, som om tingene igen er ved at være på plads.
»Jeg har det som om, jeg har smidt blindestokken væk. Og jeg vil ikke længere tilbage til før.«
Dette er Jannes historie. Navnet er opdigtet af hensyn til familien, men Jannes rigtige navn er redaktionen bekendt.