Inkontinens, rejsningsproblemer og depressioner kan i fremtiden blive hverdag for langt flere mænd. For mens vi med glæde kan konstatere, at langt flere overlever kræftsygdomme, får stadig flere stillet en kræftdiagnose og kommer igennem et behandlingsforløb, der kan efterlade patienten med senfølger – også efter den sidste kræftcelle er forsvundet.
Mens der i dag konstateres cirka 35.000 nye kræfttilfælde om året, vil det tal i 2030 være omkring 47.000. Det fortæller chef for Dokumentation og Udvikling hos Kræftens Bekæmpelse, læge og psykolog Bo Andreassen Rix. »Vi vil altså i løbet af de næste 15 år se en stigning i antal af kræfttilfælde og dermed også personer, som skal leve med de senfølger og problemer, som sygdommen og behandlingen efterlader,« siger han.
Mens flere overlever prostatakræft, stiger behovet for at tackle følgevirkninger af behandlingen som f.eks. inkontinens, rejsningsproblemer og depression.
Inkontinens, rejsningsproblemer og depressioner kan i fremtiden blive hverdag for langt flere mænd. For mens vi med glæde kan konstatere, at langt flere overlever kræftsygdomme, får stadig flere stillet en kræftdiagnose og kommer igennem et behandlingsforløb, der kan efterlade patienten med senfølger – også efter den sidste kræftcelle er forsvundet.
Mens der i dag konstateres cirka 35.000 nye kræfttilfælde om året, vil det tal i 2030 være omkring 47.000. Det fortæller chef for Dokumentation og Udvikling hos Kræftens Bekæmpelse, læge og psykolog Bo Andreassen Rix.
»Vi vil altså i løbet af de næste 15 år se en stigning i antal af kræfttilfælde og dermed også personer, som skal leve med de senfølger og problemer, som sygdommen og behandlingen efterlader,« siger han.
For mændene er det især tilfælde af prostatakræft, der stiger. Om 15 år vil 37 pct. flere mænd blive ramt af sygdommen, viser fremskrivninger, som Sundhedsstyrelsen har lavet i et notat til den nye Kræftplan 4. Allerede i dag er prostatakræft den mest udbredte kræftsygdom blandt mænd med 4.534 nye tilfælde i 2015. Sygdommen ses især efter 60-års alderen, og den kraftige stigning skyldes, at levetiden generelt stiger i Danmark.
Mænd kommer ikke af sig selv
Sidste år udgav Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer for rehabilitering af prostatakræftpatienter, som efter et behandlingsforløb mod prostatakræft kæmper med rejsningsproblemer, manglende sexlyst, depression og inkontinens. Konklusionen var dengang, at man i høj grad mangler viden om netop den gruppe patienter, da megen forskning er lavet på brystkræftpatienter. Og der er stor forskel på, hvordan man får mænd og kvinder til at møde op til rehabilitering, fortæller forsker Karin Dieperink fra Videnscenter for Rehabiliteringen og Palliation.
»Mænd kommer ikke til de her tilbud, hvis man bare slår en plakat op, hvor der står: Kom onsdag og snak om din seksualitet. De skal have en personlig invitation fra sygehuset eller andre fagfolk. Det betyder ikke, at de ikke vil deltage, men de skal inviteres mere aktivt,« siger hun.
Erfaringerne har Karin Dieperink fra et klinisk forsøg samt fra fokusgruppeinterview i et helt nyt studie, som Eliteforskningscenteret AgeCare har lavet på Odense Universitetshospital i samarbejde med Videnscenter for Rehabilitering og Palliation. Her har patienterne efter behandlingen fået tilbudt to samtaler med den samme sygeplejerske med speciale i stråleterapi samt to besøg hos en fysioterapeut, der har vejledt i bækkenbundstræning og almindelig fysisk træning.
Resultatet er, at de mænd, der har deltaget, har markant færre urinproblemer (f.eks. hyppige vandladninger),, og samtidig scorer de højere på livskvalitet og på evnen til ‘at mestre livet’ sammenlignet med en kontrolgruppe, der fik standardbehandling, dvs. ingen rehabilitering.
Vil møde nogle som dem selv
Udover samtalerne med fagpersoner, gav mændene i fokusgruppen udtryk for, at de meget gerne ville mødes i gruppe med andre prostatakræft-patienter, som de kunne udveksle erfaringer med.
»Kvinder er vant til at danne grupper som f.eks. mødregrupper. Det gør mænd ikke. De skal hjælpes på vej,« siger Karin Dieperink.
Der findes i alle kommuner tilbud om rehabilitering til alle kræftpatienter, men der er stor forskel på, hvordan tilbuddene ser ud, og de er ikke nødvendigvis henvendt til en specifik kræftsygdom. Det skal Karin Dieperink og hendes kollegaer nu til at kortlægge.
Savner klare budskaber
Samtidig har regeringen i den nye kræftplan afsat 139 mio. kroner ekstra til rehabilitering af kræftpatienter i kommunerne.
Formand for Kommunernes Landsforenings Social- og Sundhedsudvalg Thomas Adelskov mener, at de penge kan give et løft i rehabiliteringen i kommunerne, men pointerer, at der er behov for at styrke retninglinjerne og udvikle nogle klare mål for tilbuddene. Det gælder ikke mindst for prostatakræft.
»Man ved stadig ikke nok om, hvad der virker bedst af den rehabilitering, kommunerne tilbyder prostatakræftpatienter. Vi finder det derfor svært at anbefale kommunerne at implementere Sundhedsstyrelsens anbefalinger i praksis, men opfordrer Sundhedsstyrelsen til fremadrettet at prioritere forskning på området,« siger han.
’Jeg syntes ikke, jeg kunne leve længere’
Halvandet år efter han blev opereret for prostatakræft, forlader 74-årige Ole Rasmussen stadig kun sjældent rækkehuset i Kokkedal, hvor han bor alene efter en skilsmisse for mange år siden.
Lænestolen midt i stuen er blevet hans ’lille kurv’, og den før aktive og sociale mand har overgivet sig til fjernsyn, bøger og blade. Operationen har nemlig betydet, at han ikke længere kan holde på vandet. Alene en gåtur i centeret er nok til, at bukserne bliver drivvåde.
»Så må jeg skynde mig hjem og skifte bukser,« siger Ole Rasmussen.
Derfor pakker han nu en taske med bleer, ekstra bukser og underbukser, når han skal besøge nogen.
»Åh, tænker jeg hver gang, at jeg skal rende rundt med sådan en taske. Det fylder meget. Men jeg har efterhånden vænnet mig til det, og jeg siger direkte til mine nærmeste venner: Nu er jeg lige nødt til at gå ud at skifte,« siger han.
Operationen har også ramt sexlivet. Han kan ikke længere få naturlig rejsning, og det gør det ikke ligefrem nemt at gå ud at møde en ny kæreste.
Ramt på maskuliniteten
»Jeg er ramt på min mandighed. For mig resulterede det i, at jeg røg helt ned med flaget,« siger han.
Undervejs faldt han over et tilbud fra Kræftens Bekæmpelse, hvor man kunne komme i en samtalegruppe og snakke med andre tidligere kræftpatienter. Men da han dukkede op, bestod resten af gruppen af fem kvinder.
»Jeg troede, jeg var gået forkert. Jeg havde brug for en mandesnak. Det er svært, når der kun sidder kvinder. Så bliver det mere en almen snak om sygdom,« siger han.
Gennem Kræftens Bekæmpelse fik han også et par samtaler med en psykolog.
»Det hjalp, men de kunne jo ikke blive ved med at have mig som patient,« siger han.
Cirka et år efter operationen ramte Ole Rasmussen bunden.
»Jeg syntes ikke, jeg kunne leve længere,« siger han.
Mangler støtte fra fagpersoner
Ole Rasmussen fik en henvisning til en psykolog fra sin læge, men i nettets store virvar af psykologer lykkedes det ham ikke at finde en, som havde tid til at se ham. Og da han endelig fandt en, der havde tid, var oplevelsen hos psykologen så dårlig, at han aldrig dukkede op igen.
»Jeg mangler noget støtte fra fagpersoner. Nogle der spørger, hvordan de har det. Jeg har min læge, men han er sgu nok ved at være godt træt af mig, for hver gang jeg mærker de mindste forandringer, så tror jeg jo, at det er noget,« siger han.
Samtidig er omgangskredsen indskrænket betydeligt.
»Jeg tror, det kan tælles på en hånd, hvor mange jeg har talt med om det. Mine virkelige venner,« siger Ole Rasmussen, der gennem den seneste tid har fået piller mod sin depression. Det har hjulpet på de negative tanker, men Ole ser det ikke som en varig løsning, da det samtidig lægger låg på hans følelser, så han ikke længere bliver hverken rigtig glad eller rigtig ked af det.
I øjeblikket er lægerne ved at undersøge, om en operation kan hjælpe ham til at være i stand til at holde på vandet, så han ikke længere skal skifte ble fem gange om dagen.
»Jeg håber, at det kan give mig lysten til at komme i gang med mit aktive liv igen,« siger han.
Livet med og efter prostatakræft
Vandladning
Typisk vil man have problemer med at holde på vandet de første 3-6 måneder efter operation for prostatakræft, hvor ble eller trusseindlæg kan være nødvendigt. Det hjælper at træne bækkenbunden, men i nogle tilfælde skal der behandling med piller eller operation til. Sørg i øvrigt for at sidde ned, når du tisser, så blæren bliver helt tømt. Nogle kan også have gavn af blæretræning, hvor man tømmer blæren efter faste klokkeslæt.
Efter strålebehandling kan man dels opleve besvær med at tømme blæren helt. Det kan hjælpe at lade vandet i tre omgange med en lille pause imellem. Et let pres over skambenet kan også hjælpe.
Seksualitet
De fleste opererede vil fremover have behov for medicinsk hjælp for at kunne gennemføre et samleje. Rejsningsproblemer er mindre udtalte efter strålebehand-ling end efter operation, med- mindre man også har fået anti-hormonbehandling efter strålebehandlingen.
Mænd, der har fået bortopereret testiklerne, eller fået medicin, der stopper kroppens produktion af testosteron, kan opleve hedeture og risiko for udvikling af knogleskørhed, samt at sexlyst og rejsningsevne forsvinder.
Der findes medicin, som kan hjælpe rejsningen på vej, både i form af piller og indsprøjtning, hvis pillerne ikke virker. Det er samtidig vigtigt, at man taler med sin partner om det.
Afføring
Strålebehandlingen kan irritere endetarmen. De fleste oplever hyppig diarré under selve stråleforløbet, men i nogle tilfælde kan man få vedvarende diarré eller eventuelt blødninger fra tarmen. Det kan lindres med stoppende midler, mens blødning fra tarmen kan behandles med steroid binyrebarkhormon og med blødgørende afføringsmidler.
Psykisk
Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig, og nogle oplever, at reaktionen først kommer, når behandlingen er overstået. Det kan være sygdomsangst, ensomhed, og nogle udvikler en egentlig depression. Del dine tanker og følelser med andre – gerne folk i samme situation. Hvis du får en depression, kan den behandles med psykologsamtaler og/eller medicin.
Her kan du søge hjælp
Professionel hjælp kan du få enten på sygehusafdelingen, hos egen læge eller psykolog. Kræftens Bekæmpelse har også kræftrådgivninger i hele landet, og du kan ringe til Kræftlinjen.
På sundhed.dk kan du finde en oversigt over rehabiliteringstilbud for kræftpatienter i din kommune eller region. Du kan møde andre i samme situation i patientforening for prostatakræftpatienter og deres pårørende PROPA eller på cancerforum.dk
