Det er vinter og danskernes immunforsvar er nede.
Nu har influenzasmitten ramt så hårdt, at hundredevis af danskere må indlægges for behandling af deres symptomer.
Det gælder især i hovedstaden ifølge Berlingske.
Sågar på Amager-Hvidovre Hospital og Herlev-Gentofte Hospital er man lagt ned af overbelægning, hvor man på Bispebjerg-Frederiksberg Hospital er tæt på fulde huse.
Hos lægerne søger flere hjælp med hovedpine, hoste, muskelsmerter og høj feber.
»De seneste uger er der kommet virkelig mange patienter, og ingen af indlæggelserne har været overflødige. Folk er svært syge, når de kommer ind,« siger cheflæge Christian Rasmussen fra akutmodtagelsen på Amager-Hvidovre Hospital.
Ifølge Berlingske har det være længe undervejs. Faktisk begyndte det allerede lidt fra nytår og har altså på ingen måde sluppet taget i januar.
Ugeopgørelsen fra Statens Serum Institut viser, at alene i uge fire blev der på landsplan registreret 525 nye indlæggelser med influenza. Knap 190 af dem var i hovedstaden.
Influenza rammer dog ikke alle lige hårdt. Risikoen er størst blandt ældre, svækkede og personer med kroniske sygdomme som KOL.
Tidligere har den praktiserende læge Michael Reinhardt Poulsen advaret om, at sygdommen kan blive fatal for de mest udsatte og peger på, at influenza hvert år koster 1.000-1.200 danskere livet.

