Influenza-epidemien hærger lige nu i hele landet, men på især ét hospital fylder den næsten det hele. 

Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring har lige nu 25 indlagte med influenza, og det er så mange, at nogle af dem må ligge på gangene, skriver Nordjyske.

Og selvom 25 patienter ikke lyder som mange, så lægger det hårdt pres i Hjørring, siger lægefaglig direktør Steffen Helmer Eg Kristensen.  

»Der er ingen afdelinger på sygehuset, der ikke er berørt af den aktuelle influenzaepidemi. Og med til historien hører, at vi har rigtig mange ansatte, der også er ramt af influenza,« siger han.

tip os
Kender du til sagen eller har du oplevet lignede episoder? Så hører B.T. gerne fra dig.

Patienterne, der indlægges med influenza, kræver ifølge Steffen Helmer Eg Kristensen ekstra opmærksomhed fra en sygeplejerske, fordi det ofte er komplekse patienter, der fejler flere forskellige ting på samme tid. 

Her er influenzaen ifølge ham kendt for at være en sygdom, der ofte »vælter hele læsset«. 

Influenza-tallene er voldsommere lige nu, end de har været i lang tid, og epidemien forventes først at toppe ifølge Statens Serum Institut i uge 12.