363.600 allergikere skal forny deres recept på deres allergimedicin, hvis de stadig ønsker et tilskud.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Med en ny afgørelse fra Lægemiddelstyrelsen vil tilskud til nogle allergilægemidler på recept kun kunne udskrives til bestemte patientgrupper, mens andre ikke længere kan få tilskud.

Kan man ikke længere få tilskud, kan man få en ny recept ved egen læge til en anden type medicin med tilskud.

Cirka 750.000 danskere får allergimedicin på recept. Lidt over halvdelen kommer ikke til at blive berørt af ændringerne, fordi deres lægemidler beholder deres nuværende tilskud.

Ændringerne skal sikre, at der fortsat er tilskud til relevante behandlinger for alle patienter, samtidig med at der tages hensyn til prisen.

Lægemiddelstyrelsen skriver:

'Hvis din medicin fremover får klausuleret tilskud, skal din læge vurdere, om du opfylder klausulen. Hvis betingelserne er opfyldt, skal lægen udskrive en ny recept og markere ”Tilskud” på recepten. '

'Hvis din medicin allerede har klausuleret tilskud, og det kun er betingelserne for tilskuddet, der ændres, behøver du ikke en ny recept alene på grund af ændringen.'