Ofte kan angsten kureres – man skal ’bare’ se sin skræk i øjnene. Journalist Marie Varming har været i terapi for sin frøfobi
Selvfølgelig er der frøer ved et lille svensk hus, der ligger i en skov lige ned til en sø. Selvfølgelig er der det. Min hjerne har åbenbart bare nægtet at se det i øjnene, da jeg købte huset. Nu er det alvor.
Jeg har altid vidst, at jeg har et lidt anstrengt forhold til krybdyr, og det har altid været frøer, der var ’det værste’.
Jeg er bestemt ikke alene om at have det sådan. Ifølge Angstforeningen lider hver 10. dansker af en såkaldt enkelfobi, hvilket betyder, at én eller flere specifikke genstande eller situationer kan fremkalde angst. Typisk vil man prøve at undgå situationer, hvor man møder angsten.
Men da jeg sidste vinter købte et sommerhus i Sverige, havde min hjerne fuldstændig blokeret for den mulighed, at der kunne være andet end vand og fisk i ’min’ sø.
Indtil en weekend i marts.
Fed og dum
Jeg havde netop været et smut i den nærliggende by. Fløjtende glad for mit lille hus i skoven drejede jeg om hushjørnet i retning mod min hoveddør. Der sad den.
En cirka fem centimeter lang frø forsøgte hverken at gemme sig eller flygte. Den hoppede bare et par centimeter frem og sad lige så fed og dum, som frøer oftest gør. Men hvad værre var, så sad dens ven kun et par meter væk. Så mærkede jeg koldsveden. Det her var ikke bare en frø i en skov. Jeg var flyttet ind i en koloni.
Jeg flygtede ind i mit hus, smækkede døren og sørgede panisk for, at alle vinduer var lukket (hvorfor, ved jeg ikke, men frøer kan jo hoppe ...). Jeg havde kvalme og havde med et trylleslag mistet lysten til at være i huset. Ja, faktisk til overhovedet at eje det.
Men det blev værre, da jeg kiggede ud på ’min’ sø, og opdagede, at den var levende. Det, der kunne være en regnbyges krusninger på overfladen, var tydeligvis et mylder af liv – under overfladen. Jeg kneb øjnene sammen og håbede, at søen var fuld af fisk, selvom de to ubudne gæster foran huset burde have givet mig et hint: Søen var levende af frøer.
En lussing ved mosen
Resten af weekenden havde jeg kvalme. Jeg undgik alle ærinder udendørs, og da weekenden var gået, flygtede jeg ind i min bil og kørte modløs og trist hjem til København.
Jeg fattede det ikke – min hjerne ved jo godt, at frøerne ikke er farlige. Min krop reagerede som om, den havde mødt en hær af små, slimede, grønne seriemordere. Jeg fik tvangstanker om, at de lå i søen og formerede sig. Hvis hver frømor fik et par hundrede børn, ville hele min grund få uger senere være levende af dem. Mange af dem ville vokse til store ulækre frøer, som er for dumme til at flytte sig, når jeg kommer gående.
Hvad nu hvis jeg trådte på dem? Hvad nu hvis de kom ind i mit hus?
I dagene efter tænkte jeg længe over, hvad det er med mig og frøer. En enkelt hændelse dukkede op i min erindring:
Som barn var jeg hjemme hos en veninde, som boede ved en mose. Alt var godt, indtil hendes far kom gående med en død frø i hånden. Den var helt stiv, udtørret og sort. Han kiggede på min veninde og spurgte: ’Hvad er det her’. Sekundet efter faldt en lussing, og jeg var dybt chokeret. Jeg ved stadig ikke, om det var den døde frø eller lussingen, der chokerede mig mest. Jeg havde vist aldrig oplevet nogen af delene før.
Er det mon dén oplevelse, der har forfulgt mig langt ind i de voksnes rækker?
Siden fik jeg en anden veninde, som havde en stor kærlighed til frøer og havde frø-porcelæn, frøskulpturer og håndklædeholdere med lalleglade grønne frøer på. Jeg var aldrig helt vild med at være hjemme hos hende, for hvor jeg end vendte mig hen, sad der frøer og grinede ad en. Grønne og dumme.
Den vietnamesiske restaurant på hjørnet af gaden, hvor jeg bor, besøger jeg aldrig igen. Siden jeg opdagede, at de har ’frølår’ på menukortet, har jeg ikke kunnet få deres mad ned. Bare tanken om, at frølårene ligger ude i køkkenet med deres ulækre, grønne, vortede skind på deres klamme, småsenede fødder. Føj! – Og jeg som ellers elsker vietnamesisk mad.
Jeg, en fobiker
Når jeg fortæller om mit forhold til frøer, mødes jeg enten af høje grin, hovedrysten og en sjælden gang af oprigtig interesse for dét, der tydeligvis er en fobi. Men langsomt går det op for mig, at der ikke er noget at grine ad.
Jeg er nødt til at få professionel hjælp, hvis jeg skal af med min fobi. Jeg ved godt, det kræver, at jeg skal i nærkontakt med de små, ulækre dyr, men sådan må det være. Jeg er for glad for mit svenske hus til, at jeg kan sidde inden døre og trække gardinerne for, for ikke at kunne se den levende sø.
Derfor ankommer jeg en torsdag morgen til Zoologisk Have. Jeg har en aftale med Mikkel Georg Schultz, som er en af havens professionelle fobibehandlere. Han vil gerne mødes med mig. Først og fremmest vil han spore sig ind på, hvor slemt det står til med mig, om jeg overhovedet har en fobi. Jeg fortæller ham det hele: Om frøerne i sommerhuset, om min veninde med den indtørrede frø, om den vietnamesiske restaurant på hjørnet … Han nikker. Der er vist ingen tvivl.
»Lige nu kan du ikke forestille dig, at du kommer til at kunne omgås frøer. Det svarer til, at jeg beder dig om at springe op på taget af et højhus på ti etager. Du vil sige, at det kan du ikke, men jeg skal vise dig trappen derop,« forklarer han tålmodigt.
Ved vores første møde skal vi ikke andet end at tale sammen, men ved vores næste møde skal jeg eksponeres, som det hedder. Altså jeg skal møde frøer og lære at håndtere dem. Jeg gyser.
Træning
Den følgende weekend var jeg igen i sommerhuset i Sverige. Søen syntes rolig, men jeg kunne godt regne ud, at med forårets heftige aktivitet under overfladen så var der nu masser af frøer – og endnu flere på vej. Jeg aftalte med min søn, at han skulle prøve at finde en frø til mig. Jeg instruerede ham nøje i, at han ikke måtte nærme sig med frøen – jeg skulle gå hen mod ham. Han nikkede med stor alvor.
Dagen efter kom han løbende med en spand i fuldt firspring direkte mod mig, mens han lykkelig råbte, at missionen var fuldført. Han havde en frø til mig.
»Stoooooop,« råbte jeg, mens jeg kunne mærke ubehaget skylle ind over mig.
Han stoppede op, og jeg prøvede at tvinge min krop til at opføre sig naturligt. Armene, som ellers havde krydset sig foran brystet, lod jeg falde ned langs siden. Selvom jeg for længst var holdt op med at trække vejret – i en urealistisk frygt for at komme til at inhalere frøen – tvang jeg mig til at trække vejret dybt. Og nærme mig. En cirka 10 centimeter lang frø svømmede glad rundt i spanden. Jeg kiggede på halvanden meters afstand. Og var urimeligt bange for, at den skulle springe op af spanden og lande på mig. Jeg bad min søn Carl om at holde frøen, så jeg kunne se den. Det gjorde han gerne.
Efter et par sekunders frøkiggeri havde jeg fået nok.
Eksamensdag
En uge senere vågnede jeg helt fredeligt i min seng, indtil jeg kom i tanker om, hvilken dag det var: Det var dagen, hvor jeg skulle møde en frø. Jeg skulle ’håndtere den’ så jeg kunne lære ikke at have en overdreven angst for et ufarligt dyr. Tænk, at jeg kunne glemme dét.
En times tid senere mødte jeg Mikkel Georg Schultz i Zoologisk Have.
»Vi er indrettet til at fortrænge visse ting. Det er faktisk meget smart,« sagde han og viste mig op i auditoriet.
På forhånd havde han briefet mig om, at der på et aflåst toilet ved siden af stod frøer i transportkasser klar til at blive håndteret. Vi repeterede sammen, hvad der i dette øjeblik skete i min hjerne: Jeg skulle springe op på taget af et højhus, og Mikkel skulle hjælpe mig med at finde trappen derop.
Først viste han mig et billede af et ansigt med forskellige udtryk – glad, tryg, ligeglad, nysgerrig, opmærksom, ubehag og fare. Når man oplever noget, der får én til at føle sig i fare, reagerer kroppen ved enten at fryse, kæmpe eller flygte.
»Det er dét, vi skal bort fra,« forklarede Mikkel Georg Schultz og fortsatte:
»Lige nu er frøer ensbetydende med fare for dig. Vi skal have dem ind i en anden kasse.«
Det ville være vildt at nå dertil, hvor jeg ville kunne forbinde frøer med mad, men jeg var fuldt ud tilfreds med ’bare’ at kunne være nysgerrig eller ligeglad med dem. Faktisk var jeg efterhånden blevet så utålmodig efter at nå dertil, at jeg var klar til at møde dem.
Mikkel Georg Schultz lovede at finde en lille frø først. Jeg gik op ad trappen langs auditoriets stolerækker. Halvvejs oppe følte jeg mig på sikker afstand, Mikkel Georg Schultz gjorde tegn til, at han og frøen var klar, men kun ventede på, at jeg sagde, de måtte komme ind i rummet.
I alarmberedskab
I begyndelsen kunne jeg ikke engang se frøen i den gennemsigtige transportkasse. Den var så lille, at den blev væk i de blade og det græs, som de dyrevenlige dyrepassere havde lagt ned til den, for at den ikke skulle lide overast, fordi jeg skulle omvendes.
Langsomt nærmede jeg mig kassen. Første trin var, at jeg skulle lægge hænderne rundt om kassen og kigge ind i den. Se på frøen. Det hele gik meget langsomt. Jeg kunne mærke, at mit system var i allerhøjeste alarmberedskab. Efter et par minutter, hvor jeg bare holdt hænderne på glasset, spurgte Mikkel Georg Schultz, om vi kunne tage låget af. Jeg havde mest lyst til at sige nej, men kunne godt regne ud, at vi så ikke ville komme ret meget længere. Så jeg sagde ja.
Nu var der (teknisk set) en risiko for, at frøen hoppede op over kanten, så jeg trak mig et par meter tilbage, inden jeg – igen nærmede mig.
De næste minutter fik Mikkel Georg Schultz mig til at fjerne noget af bladene og græsset i kassen, så jeg bedre kunne se frøen. Jeg bruger mit fineste pincetgreb, så mine fingre ikke skulle komme i nærheden af frøen. Til sidst aftalte vi, at han skulle tage frøen ud på bordet og sidde med den, mens jeg holdt mig på afstand.
Hele tiden spurgte han mig, hvordan jeg havde det på en én til 10-skala. Så snart frøen var ude af kassen, kunne jeg mærke, at mit system kom op i den ubehagelige ende af skalaen. Frøen var o.k., så længe den var lille og blev i sin kasse.
Frøen røg tilbage i kassen, men en halv time senere var jeg faktisk helt ok med frøen i kassen, og Mikkel Georg Schultz opfordrede mig til at holde mine hænder i nærheden af dyret. Jeg skulle flytte smågrene og blade ned til frøen i kassen og prøve at holde en pegefinger på bunden af kassen så tæt på frøen, som jeg syntes, jeg kunne klare.
Det endte med, at min lillefingernegl snittede frøen, og jeg var pavestolt, da vi gik til frokostpause. Jeg kunne endda spise.
De store frøer
Men dagen var langt fra slut endnu. Vi var slet ikke nået til de store frøer – frøer på samme størrelse som dem, jeg havde mødt i mit sommerhus.
Vi begyndte forfra igen. Jeg stillede mig midt på trappen i auditoriet. Mikkel Georg Schultz hentede frøen, tjekkede om jeg var o.k. og satte kassen på bordet. Denne gang kunne jeg tydeligt se en stor, fed frø i hjørnet af kassen, og jeg mærkede alle de gamle tegn på angst: Susen for ørerne, kvalme og en ubeskrivelig lyst til at råbe: ’Tak for i dag’ og løbe ud af lokalet. Men jeg nærmede mig – langsomt. Der var trods alt stadig låg på.
Jeg kunne godt se, hvor det bar hen ad. Om lidt skulle låget af, jeg skulle pille ved bladene i kassen og lade mine fingre nærme sig frøen. Den skulle ud på bordet, og jeg skulle huske at trække vejret. Det kom ikke til at ske.
Mikkel Georg Schultz mærkede straks, at jeg nærmest var på tilbagetog. Jeg kunne ikke trække vejret i nærheden af den frø. Endsige røre ved den.
En hav times tid senere foreslog han, at vi gik ned og satte dem fri.
»Gider du tage denne her taske,« spurgte han med et smil, da han har pakket skuldertasken med alle de små transportkasser i.
Jeg kunne godt regne ud, at jeg nu som en del af det terapeutiske forløb skulle bære frøerne tværs gennem Zoologisk Have i en taske over skulderen, men de var jo i kasserne, så jeg tog udfordringen op.
En frø i hånden
I den anden ende af Zoo, lå et større frø-område. Det var lukket for publikum, men det var her, haletudser blev til frøer, og frøer fra Sydfyn, blev opbevaret som led i en større redningsaktion. Jeg skulle gå derind og sætte frøerne ud. Jeg trådte ind i en lille hal, fyldt med kar. I hvert af dem lå hundredevis af frøer, tudser, haletudser. Mine øjne ledte desperat efter en flugtvej, mens jeg holdt vejret. Mikkel Georg Schultz tog sig god tid til at vise mig rundt og sætte frøerne løs igen.
Det allersidste kar, vi kom til, indeholdt mikroskopiske frøer, der mest af alt mindede om store myrer.
Mikkel Georg Schultz mindede mig om det succeskriterium, jeg selv havde sat op: ’Jeg skulle holde en frø i hånden’. Det var en let udvej, at holde en frø på størrelse med en myre i hånden, så jeg sagde ja. Stak hånden frem og mærkede små, bitte bevægelser fra den mikroskopiske frø på min hånd, inden den glad sprang ned i sit kar igen.
Jeg smilede glad. Jeg var ikke helt klar over, om jeg følte mig kureret.
Hvor var det nu, at jeg gerne ville kunne placere frøer i min hjerne? Jeg skulle ikke lære at elske dem, og jeg kunne mærke, at jeg havde rykket mig mange kilometer, selvom jeg ikke har haft en frø i hånden.
Et par dage senere modtog jeg en mail fra Mikkel Georg Schultz. Han vil høre, hvordan det gik med frøerne og skrev, at jeg var velkommen til at vende tilbage til ham og Zoo, hvis jeg engang skal helt op på tiende sal af højhuset. Denne gang mener han, at jeg nåede til femte sal.
Jeg modtog mailen, mens jeg sad i mit sommerhus.
Der var stadig haletudser i søen, men jeg kunne mærke, at jeg ikke længere var så bange for at færdes helt tæt på bredden. Jeg kunne rode i haven, slå græs og fjerne grene uden at tænke med angst – på frøerne. Der var virkelig sket noget.
Den store prøve kom dagen efter. Jeg var ude i det sumpede del af haven, da noget sprang hurtigt gennem græsset. Instinktivt vidste jeg, at det var en frø, men for første gang hverken skreg eller løb jeg. Jeg mærkede et lille gib i kroppen, men jeg blev stående og fulgte den mellemstore frøs spring gennem haven.
Den var tydeligvis mere bange for mig, end jeg var for den.
Og så var den væk ...
