Er du bekymret for, om det lille stik, der kan beskytte dig mod livmoderhalskræft, vil medføre en masse ubehagelige bivirkninger? Så bare rolig - et nyt studie viser nu, at HPV-vaccinen er en relativ sikker vaccine.

Af: Katja Dehn, redaktionsassistent Netdoktor.dk

Et sikkert, lille stik

HPV-vaccinen, som beskytter mod livmoderhalskræft, bliver i øjeblikket tilbudt gratis til piger, der er født mellem 1985 og 1992. Og går du rundt og endnu ikke har fået stikket, fordi du er nervøs for bivirkningerne, så frygt ej.

LÆS OGSÅ: Er du i risikozonen for HPV?

Et nyt studie viser nemlig, at der ingen alvorlige bivirkninger er ved HPV-vaccinen. De eneste bivirkninger, som forskerne bag studiet har fundet frem til, er besvimelse umiddelbart efter stikket og hududslæt ved stikstedet – og det er faktisk nogle helt almindelige bivirkninger, som kan forekomme ved alle typer vaccinationer. Det skriver Dagens Medicin.

Studiet er baseret på 190.000 pigers reaktioner på HPV-vaccinen. Pigerne er mellem ni og 26 år, og de har modtaget mindst én ud af de tre anbefalede vaccinationer mellem år 2006 og 2008. Forskerne kunne herefter vurdere, at besvimelse på vaccinationsdagen og hudinfektioner inden for to uger efter indsprøjtningen var de hyppigste og mest alvorlige bivirkninger forårsaget af selve HPV-vaccinen.

LÆS OGSÅ: 10 hyppige spørgsmål om livmoderhalskræft

Resultaterne bekræfter, at HPV-vaccinen er en relativ sikker vaccine, og forskerne bag studiet ser derfor ingen grund til sundhedsmæssige bekymringer.

Netdoktor.dk: HPV er et seksuelt overført virus, som kan udvikle sig til livmoderhalskræft hos kvinder og andre former for kræft i underlivet hos både mænd og kvinder.

Er HPV-vaccinen relevant for dig? Find ud af det her.