Der er et kæmpe sving mellem kommunerne, når det gælder antallet af overvægtige.
Det viser fremskrivninger over antallet af overvægtige i hver af landets kommuner, Forebyggelsesalliancen har lavet.
De to kommuner, hvor fedmealarmen må tude højest, er Læsø og Samsø.
I begge kommuner forventes 40 procent af borgerne at være svært overvægtige i 2035.
I den anden ende af skalaen er borgerne i Gentofte Kommune.
Her forventes 13 procent af borgerne at være svært overvægtige i 2035. Altså cirka tre gange færre.
Svært overvægt defineres ved en BMI, der ligger over 30, og i USA er godt 40 procent af befolkningen svært overvægtige.
Som B.T. allerede har skrevet, så viser fremskrivningen, at svær overvægt kan blive en voksende udfordring i Danmark over de næste ti år.
Det forventes, at 58 kommuner vil have en befolkning, hvor mindst 30 procent er svært overvægtige.
»Når en række kommuner nærmer sig amerikanske niveauer for svær overvægt, så er det et klart tegn på, at det går den gale vej. Samtidig ved vi, at svær overvægt ikke kun handler om fysisk, men også mental sundhed,« lød det fra Mikkel Lykke Larsen, skadedirektør i Danica, som også er stifter af Forebyggelsesalliancen.
Men tallene for hver kommune viser altså, at der er en stor forskel mellem kommunerne.

