Kinesiske skolebørn gør det. Storbritanniens tidligere premierminister Margaret Thatcher gjorde det. Og i en ny bog afslører forfatteren Nick Littlehales, at piloter og fodbolspillere også har fundet fidusen ved at snuppe en lur midt på arbejdsdagen.

Ifølge Nick Littlehales, der er søvn-coach for store sportsstjerner som Cristiano Ronaldo og det britiske cykelhold Team Sky, kan man nemlig få en kæmpe effekt ud af en halv time på øjet. Han henviser i sin nye bog ’Sleep – The Myth of 8 Hours’ bl.a. til et Nasa-studie, hvor konklusionen lyder:

’En lur kan vedligeholde eller øge ens efterfølgende præstation, fysiske formåen og subjektive opmærksomhed samt humør.’

En af forskerne bag det studie, Mark Roekind, chefen for den nationale trafiksikkerhedsadministration i USA, uddyber resultatet: »En lur på 26 minutter forbedrer piloters præstation med 34 pct. og opmærksomheden med 54 pct.«

Samtidig viser et andet studie fra Universitetet i Düsseldorf, at en kort lur kan styrke vores hukommelse.

Det skriver Nick Littelehales i en blog på The Guardian, hvor han også uddyber, hvordan han selv i slut 90erne fik middagsluren ind på fodboldbanen i Manchester United.

»Klubben begyndte at lave dobbelttræninger før sæsonstart, og jeg foreslog, at vi skabte et rum for spillerne, hvor de kunne slappe af og have en ’kontrolleret afslapnings periode’ (CRP) mellem de to træninger for at forbedre deres restistution. Både Alex Ferguson og chefen for fysioterapi på holdet Rob Swire bakkede op om ideen, så vi lavede et rum med en form for sovekabine med plads til 12 spillere ad gangen, og spillerne blev coachet i, hvordan de skulle bruge rummet,« siger Nick Littlehales.

Det blev første skridt i retning af, hvordan han i dag arbejder med søvn som en præstationsfremmer for sportsfolk.

En lur øger din præstation

Men også helt almindelige mennesker kan præstere bedre i hverdagen, hvis de finder tid og plads til en lur.

»Det bedste er at finde et sted i løbet af eftermiddagen, hvor du føler dig tilpas. Det kan være et tomt kontor eller mødelokale, sofaen i personalerummet eller en bænk i parken, hvis vejret tillader det. Luk dine øjne og slap af,« siger han.

Du behøver ikke at falde i søvn

Det er så nemmere sagt end gjort, tænker du måske. For mens nogle falder i søvn med det samme, kan andre ligge og tælle får, til vækkeuret ringer. Men det betyder faktisk ikke noget, om man falder i søvn, siger søvneksperten.

»Det, der er vigtigt, er, at du lukker øjnene og kobler dig fra verden et øjeblik. Det er godt, hvis du falder i søvn, men det er også godt, hvis du bare når til det punkt, hvor du hverken er helt vågen eller sover. På den måde giver du hjernen fri et øjeblik,« siger Nick Littlehales.