Tag hjem og hvil dig, indtil du får det bedre. Pas på med at læse og se fjernsyn, og hold dig fra computeren.

Sådan lyder den besked, som mange patienter med hjernerystelse går hjem fra lægen eller skadestuen med. Men faktisk er der ingen forskning, der viser, at det skulle være skadeligt at bruge skærme eller læse bøger. Det skriver Videnskab.dk.

»Folk får ofte at vide, at de skal hvile sig og ikke må se fjernsyn og bruge computer. Men vi har ikke noget videnskabeligt belæg for at sige det. Der er ikke noget forskning, der viser, at det skulle være skadeligt at bruge skærme. Man må gerne se fjernsyn, medmindre det giver stærkt ubehag,« siger professor på Dansk Neuroforskningscenter på Aarhus Universitet, Jørgen Feldbæk.

Forskning i, hvad der sker i hjernen ved en hjernerystelse, er sparsom. På samme måde er der heller ikke forsket ret meget i, hvordan det egentlig er bedst at forholde sig efter en hjernerystelse.

Læs mere på Videnskab.dk: Hjernerystelse giver mikroskopiske forandringer dybt inde i hjernen

Forskning fra Holland har dog vist, at det ikke på længere sigt gør nogen forskel, om man holder sig i sengen efter hjernerystelse, eller om man fortsætter sit liv som altid.

Gå i gang med hverdagen

Hvis man er meget træt og svimmel efter hjernerystelsen, kan det sandsynligvis være en god idé at hvile sig mere, men man skal også passe på med trække stikket for meget.

Det fortæller Jeffrey Kutcher, som er lektor i neurologi på University of Michigan Medical School. Han rådgiver blandt andet sportsklubber om håndtering af hjernerystelser og tilser dagligt ishockeyspillere og fodboldspillere, som jævnligt lægger sig med hjernerystelse.

Hans råd til folk med helt almindeligt, ikke fysisk krævende arbejde er at gå i gang med hverdagen så hurtigt som muligt.

Læs mere på Videnskab.dk: Stop hovedpinen med to minutters daglig styrketræning

»Du skal ikke mure dig fuldstændigt inde i lang tid. Hvis du bliver ved med at have symptomer efter tre uger, så spørg dig selv: 'Hvordan er mit liv anderledes nu sammenlignet med før hjernerystelsen?' Hvis du plejede at træne tre gange om ugen og ikke gør det mere, så kan det sandsynligvis være med til at forklare dine symptomer,« siger han.

Hvis du for eksempel plejede at cykle hver dag og nu tager bussen, kan det måske være med til at forklare, hvis du har hovedpine eller er svimmel.

Både Jørgen Feldbæk Nielsen og Jeffrey Kutcher råder folk med hjernerystelse til at turde gøre nogle ting, selv om de oplever symptomer.

»Hvis du for eksempel får hovedpine, så kan du tænke det, som at hjernen har givet en advarsel, men du skal hele tiden forsøge at presse grænsen for, hvornår advarslen kommer,« siger Jørgen Feldbæk.

OPDATERET: Artiklen her er bragt i samarbejde med videnskab.dk.

Både Jeffry Kutcher og Jørgen Feldbæk Nielsen holdt oplæg på en konference om senfølger af hjernerystelse arrangeret af Tryg Forsikring i slutningen af februar. Her mødte Videnskab.dk de to forskere.

Ikke alle forskere er dog enige med de to forskere om, at for meget hvile kan være skadeligt. Vi bringer snart en opfølgende artikel med kritik af den konklusion.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Derfor glemmer vi det, vi drømmer

Gråt hår kobles til hjertesygdomme

Hackere kan gætte pinkoder ud fra måden, du bevæger din telefon på