Behøver vi egentlig gå i bad?
Det spørgsmål stiller den norske podcastvært Wolfgang Wee.
I et interview med norske Aftonposten indrømmer værten, at han ikke selv har stået under den varme bruser i et år.
Det var et tilfældigt eksperiment, der greb om sig og endte med, at den 43-årige medieperson nu stiller spørgsmålet, om det egentlig er nødvendigt med vand og sæbe på daglig, ugentlig eller årlig basis?
Efter en sommer, hvor han havde badet meget i havet, besluttede Wolfgang Wee, at havvand fremover er det eneste vand, han vil bade i. Derfor hopper han en gang om ugen i Oslofjorden, og det er det.
Udover at han sparer penge på vand og sæbe, har han registreret, at hans hud har det bedre, siger Wolfgang Wee.
Han bruger for eksempel ikke længere creme til at holde sin hud fugtig, og den psoriasis, som han plejede at døje med, er forsvundet, siger han.
Men det er en tredje følgevirkning, han selv er mest optaget af:
»Det med krops- og svedlugt har været mest interessant. Jeg har ikke haft nogle problemer med lugt, siden jeg holdt op med at tage brusebad,« siger han.
Ifølge den norske dermatolog, Jan-Øivind Holm, kan huden sagtens ‘passe sig selv’.
»Vi udskifter jo overhuden en gang om måneden. Det er vores skællag, og det er det, der holder os rene.«
