Kun hver anden dansker er klar over, at UV-stråler kan forårsage alvorlige øjensygdomme. Men flere tusinde danskere rammes om året af kræft i og på øjnene, og mange af tilfældende kunne faktisk være undgået med helt enkle forebyggende tiltag.

I denne BT PLUS-pakke får du:

UV-stråler skader dit syn

Her er de UV-relaterede øjensygdomme

Sådan beskytter du dine øjne

Det skal du se efter, når du køber solbriller

bl.a.:


FOKUS: Kun hver anden dansker ved, at sollys kan føre til alvorlige øjensygdomme

Forårets opmuntrende solstråler er for alvor kommet til Danmark, og det betyder, at vi i stigende grad går ud og nyder vejret. Men pas på. Forskere har netop fastslået, at solens UV-stråler om foråret er langt farligere end hidtil antaget – og ikke nok med det; hver anden dansker er ikke klar over, at UV-strålerne kan føre til alvorlige øjensygdomme.

Det viser en ny undersøgelse, som er udarbejdet af Optikerforeningen og analyseinstituttet YouGov.

Således svarer 94 pct. af de adspurgte, at de er opmærksomme på risiciene ved ikke at beskytte huden mod UV-lys, mens det kun er 55 pct., der er klar over, at solstrålerne også kan være yderst skadelige for øjnene.

Steffen Heegaard, der er ekspert i øjensygdomme, kalder undersøgelsen bekymrende, da UV-stråler er årsag til en del af de sygdomme, som han både behandler og forsker i til daglig.

- UV-stråler kan jo først og fremmest være årsag til kræftsygdomme. Det kan både være modermærkekræft i selve øjet eller på øjenlåget - eller hudkræft på eller omkring øjet. Men UV-lys har også forbindelse til både grå stær og sygdommen ’pinquecula’, der danner gullige puder i det hvide i øjnene, som er meget generende.

- Alle de her sygdomme er noget forfærdeligt noget at få behandlet, og mange tilfælde kan faktisk undgås, siger Steffen Heegaard, der både fungerer som overlæge på Glostrup Hospital og Professor ved Københavns Universitet.

Nyt fokus på UV-index Beskyttelse mod Uv-lys er blevet stadig mere aktuelt, efter ny forskning fra Frankrig har vist, at Uv-indexet i Nordeuropa allerede i foråret rammer samme niveau som Sicilien – og dermed er kraftigere end hidtil antaget.

Heldigvis kan man med helt enkle tiltag kraftigt reducere risikoen for hudkræft, modermærkekræft eller andre potentielt dødelige øjensygdomme.

- Der er mange simple måder at gøre det på, som for eksempel at gå med hat eller solbriller der dækker over hele øjenregionen. Specielt om sommeren skal danskerne blive bedre til at gå ind i skyggen og tage hat på.

- En stor solbrille er et fint supplement og kan specielt være med til at gøre noget ved hudkræft på eller omkring øjet. Men helt generelt må jeg sige, at danskerne skal tænke det ind i en helhed og være opmærksomme på at beskytte hele kroppen mod sollys, siger Michael Larsen, professor i øjensygdomme ved Københavns Universitet.