Gennembrud i forskning: Kan skrue alderen tilbage
Amerikanske forskere i potentielt gennembrud. Har medicinsk gjort patienters celler yngre.

Amerikanske forskere i potentielt gennembrud. Har medicinsk gjort patienters celler yngre.

Kilden til evig ungdom er måske ikke længere et rent fatamorgana.
For første gang nogensinde har forskere haft held til at forynge cellerne hos mennesker.
Det skriver det amerikanske bioteknologiselskab, Life Biosciences (Life Bio, red.) , i en pressemeddelelse.
Firmaet udvikler såkaldt cellulær foryngelsesmedicin og har for første gang forsøgsvis repareret skader i øjet ved at få gamle og beskadigede celler til at fungere bedre.
»Dette er et vigtigt øjeblik for Life Bio og for aldringsbiologi,« siger David Sinclair, der udover at være medstifter af biotekfirmaet også er professor i genetik ved Harvard Medical School:
»Vores forskning har antydet, at aldring i høj grad skyldes tab af epigenetisk information, ikke uoprettelig skade. Dette kliniske studie repræsenterer den første mulighed for at teste, om genoprettelse af denne information kan afhjælpe menneskelig sygdom.«
Mange sygdomme opstår, når kroppens celler glemmer deres oprindelige funktion. For når cellerne glemmer, hvilke opgaver de er sat i verden for at løse, sætter alderen foden på speederen.
Èn tanke bag aldringsforskning er derfor, at man kan forebygge sygdomme, hvis man kan forebygge aldring og derfor er det nye forsøg interessant.
Ifølge Life Biosciences ændrer forsøgsbehandlingen, ER-100, cellernes genetiske udtryk til et mere ungdommeligt mønster, der får cellerne til at fungere bedre.
I første omgang håber forskerne at kunne behandle øjensygdomme som grøn stær og NAION med metoden.
Men det nye forsøg har også til formål at undersøge, om behandlingen er sikker. Er den det, kan den blive startskuddet til noget langt større, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen ser potentiale i forsøget.
Han er lektor ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet, præsident for Nordic Ageing Society og forfatter til bogen ‘Udødelig’.
I et svar til Sundhedspolitisk Tidsskrift, skriver han om det nye forsøg:
»Det er spændende, fordi denne metode er en af de eneste metoder, hvormed vi kan påvirke de fundamentale ændringer, der sker med alderen.«
Formår forskerne at få gamle celler til at arbejde som yngre celler i menneskekroppen, kan det måske udvikles også som behandling af andre sygdomme.
Morten Scheibye-Knudsen er overbevist om, at mennesket på et tidspunkt vil løse aldringens gåde.
»Aldring er ikke en magisk proces. Vi ved mere og mere om de processer, der driver aldring, og det er helt sikkert noget, man på et tidspunkt kan løse,« har han tidligere sagt til B.T.:
»Det lyder totalt skørt og mindblowing, men det helt store perspektiv er, at middellevetiden vil kunne blive omkring 3.000 år for et menneske.«