Kombinationen af lys hud og en umættelig soltrang lader til at have haft store negative konsekvenser for danskerne.

Forekomsten af hudkræft og modermærkekræft herhjemme er eksploderet over årene. 

Hudkræft ramte alene sidste år over 32.000 danskere, og Danmark holder andenpladsen på verdensplan i forekomsten af modermærkekræft.

Med sommeren for døren kommer nogle af landets førende eksperter nu med deres bedste råd til at beskytte huden.

1. Beskyt læberne
»Folk glemmer tit at beskytte læberne,« siger Inanna Weis, en af Danmarks førende eksperter i hudkræft i ansigtet og indehaver af klinikken Dr Inanna Weiss.

»Pladecellekræft kan faktisk være farlig, når den kommer på læben, så det skal man helst undgå.«

Pladecellekræft er en form for hudkræft, og får man det på læberne, kan det i sjældnere tilfælde sprede sig til lymfeknuderne, og i læberne kan det være vanskeligt at operere væk.

Weis opfordrer derfor til at bruge solbeskyttelse på læberne. Der findes læbepomader med solfaktor i.

2. Det oversete tegn
Modermærkekræft er en farlig sygdom, fordi det – modsat almindelig hudkræft – kan sprede sig til andre organer. 

I Danmark er forekomsten steget voldsomt over de seneste 25 år, og vi er et af de lande med flest tilfælde per indbygger.

Eksperter peger på, at vi har lysere hud og historisk har brugt solarier meget, ligesom vi som velstående land har rejst meget sydpå.

Mange tror, at modermærkekræft kun opstår i eksisterende modermærker, siger Martin Glud, specialist i behandling af hud- og modermærkekræft og overlæge på Hudkræftklinikken.

Men det er langt fra tilfældet:

»30 procent af al modermærkekræft udvikles fra et eksisterende modermærke. Resten kommer pludselig i tilsyneladende normal hud, uden at der forudgående er noget at se på huden,« siger han.

Derfor skal man holde øje med nye modermærker og forandringer over hele kroppen.

Modermærkekræft er også vigtigere at fange tidligt, fordi det udvikler sig hurtigere.

3. Brug faktor 50
Henrik Sølvsten, som er speciallæge i hudsygdomme, bruger solcreme med faktor 50, når han skal ud i varmen.

»Smør solcreme på om morgenen, så er du godt beskyttet, det meste af dagen,« siger han.

»Jeg bruger faktor 50+ i ansigtet, på ørerne, halsen, håndrygge og armene, hvis jeg går i korte ærmer.«

Den mest effektive måde at bruge solcreme på er ifølge Henrik Sølvsten at smøre sig ind i et lag creme, som man normalt vil gøre med fugtighedscreme - og så gentage det efter 15-20 minutter.

Derudover skal man være opmærksom på sin egen hudtype og risiko, bemærker Sølvsten.

»Ingen mennesker kan leve uden sol, solen har gavnlige effekter. Men har man lys hud, solskadet hud eller har man haft modermærkekræft eller hudkræft, bør man ikke dyrke sol. Andre bør ikke dyrke solen intenst.«