Kan du få svedige håndflader og blive stakåndet, når du er i skoven eller i nærheden af vilde dyr?

Så lider du måske af biofobi – eller angst for naturen. Det skriver Alt.dk.

»Biofobi kan på længere sigt få alvorlige konsekvenser for samfundet,« siger den svenske forsker Johan Kjellberg Jensen i artiklen.

Stadig flere har det så ubehageligt med at være ude i det fri, at de kan få præcis de samme symptomer som ved andre former for fobi, og derfor helst vil undgå natur.

Det kan skade både naturen og dem, der lider af biofobi, advarer Johan Kjellberg Jensen fra Center for miljø- og klimavidenskab ved Lunds Universitet.

I alt 196 studier fra hele verden beskriver aversion mod naturen. Nu har den svenske forsker sammen med svenske og japanske kolleger samlet det hele i ét studie.

Studiet forudser, at flere og flere vil komme til at lide af biofobi, fordi stadig flere vokser op i byerne.

Omkring 75 procent af Europas befolkning bor i dag i byer eller i hvert fald i en forstad til en by.

Selvom biofobi ikke er registreret som en egentlig diagnose, fastslår forskerne, at fobien er et problem af to grunde:

»Den mest umiddelbare konsekvens af biofobi er uden tvivl dens negative indvirkning på menneskers velbefindende,« skriver de i studiet, der i december blev offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Ecology and the Environment.

Selvom flere altså føler sig afkoblet fra naturen, fastslår forskerne, at naturen er vigtig for vores sundhed.

For eksempel kan det mindske stress, og det styrker beviseligt immunforsvaret at opholde sig i naturen.

Desuden kan frygtreaktionen, når hjertet banker for hurtigt, sveden springer og pupillerne udvider sig, ikke bare være ubehagelig, den kan også påvirke livskvaliteten og være forløber for alvorligere tilstande som depression, angst og spiseforstyrrelser, kan man læse i studiet.

Sidst – men bestemt ikke uvigtigt – kan biofobi også påvirke de ramtes holdninger og adfærd over for levende organismer og naturen.

For eksempel er biofober mere tilbøjelige til at undgå naturområder og kan udtrykke større støtte til at aflive dyr som bjørne, ulve og hajer, skriver forskerne.