Frederik Dirks Gottlieb var 18 år første gang, han blev ramt af panikangst.

Dengang boede han med sin far i en villa i Holte, men den konkrete aften sad han på sit værelse i husets kælder. Sammen med en kammerat spillede han computer og så 'Casper og Mandrilaftalen', da hans krop reagerede uventet.

»Pludselig kunne jeg ikke trække vejret. Jeg havde en følelse af uvirkelighed, som om jeg så mig selv udefra, og jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg. Min krop krampede, min mund var tør, og jeg hyperventilerede. Alle min kropssystemer blev aktiveret. Jeg havde lyst til at løbe væk, men følte mig klemt inde.«

Han husker, hvordan det var magtpåliggende for ham at komme ud af værelset. At kammeraten, for alt i verden ikke måtte se hans tilstand. At han ‘kravlede op ad trapperne’ til sin far.

I 20 år har DR-vært, Frederik Dirks Gottlieb, kæmpet med en tilbagevendende og voksende angst. 
I 20 år har DR-vært, Frederik Dirks Gottlieb, kæmpet med en tilbagevendende og voksende angst.  Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske
Vis mere

Frederik Dirks Gottlieb husker også, at hans far fik ham ned at sidde i en sofa og hjalp ham med at trække vejret – helt ned i maven. Og han husker følelsen af at falde til ro.

Dagen efter talte hverken hans far – eller han selv – om anfaldet. Faktisk blev det aldrig siden nævnt med ét ord. Men præcis den dag, blev angsten installeret i Frederik Dirks Gottliebs system, hvor den lige siden har fyldt alt for meget.

»Jeg gik ikke og havde angstanfald hele tiden. Jeg har haft et par håndfulde, men det værste er angsten for angsten, der har fyldt hele mit liv og som blev styrende for mit liv.«

»Jeg har altid elsket at gå til eksamen, men fik pludselig angst for det. Jeg var ikke bange for ikke at kunne præstere, men jeg var angst for at besvime foran censor.«

Af skræk for at udløse et angstanfald, undgik Frederik Dirks Gottlieb i årevis at køre i bus og metro. Han undgik at flyve. Når han var i biografen, til koncert eller til en forelæsning sad han aldrig midt i salen – for tænk nu, hvis angsten ramte, og han skulle besvime – eller det der var værre.

»Jeg troede jo, jeg kunne dø af det.«

Når danske læger tager imod klienter i deres konsultation er angst en af de diagnoser, de oftest stiller, siger psykiater og psykoterapeut, Sebastian Swane. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 350.000-400.000 voksne danskere symptomer på angst.

Radio, tv og podcast-værten, Frederik Dirks Gottlieb, der står bag DR-podcast som ‘Flyvende tallerken’ og ‘Jagten på det evige liv’ har i 20 år været en af dem. Han kalder sin angst for ‘Dragen’.

Da han var sidst i tyverne slumrede dragen nogle år, men da han var i 30erne, vågnede den igen til dåd. På det tidspunkt var hans far, efter kort tids sygdom, død, og Frederik Dirks Gottlieb udviklede en voldsom sygdomsangst. 

»Den blev ødelæggende for mit humør. Mærkede jeg det mindste, kunne det ødelægge en hel sommerferie, hvor jeg blev besat af tanken om at blive syg. Læste jeg om sygdom hos andre, troede jeg straks, jeg fejlede det samme.«

Senere forgrenede angsten sig – igen og igen. Han blev bange for, at hans børn ville blive syge, eller blive kørt ned. At hans programmer ville floppe, eller at han ikke kunne betale for sit hus.

Det krævede adfærdsøvelser og ti gange i terapi, før Frederik Dirks Gottlieb kunne kalde sig selv for angstfri. 
Det krævede adfærdsøvelser og ti gange i terapi, før Frederik Dirks Gottlieb kunne kalde sig selv for angstfri.  Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske
Vis mere

Nu står han frem med et vigtigt budskab til alle andre, der kender en drage:

»Der er en vej ud af angsten. Jeg har selv fundet den,« skriver han i bogen ‘Uden angst’, som han har skrevet sammen med psykiater og psykoterapeut, Sebastian Swane.

Det var ham, Frederik Dirks Gottlieb søgte hjælp hos, da han for tre år siden valgte at gå i krig mod dragen.

»Jeg realiserede mine mål på arbejde, havde købt det hus, jeg altid havde drømt om, var sammen med den kvinde jeg var (og er) forelsket i og havde to velfungerende børn – men jeg var ikke rigtig glad.«

Når han optrådte på live-tv, så han sig selv, som en mand, der talte og virkede skarp. Men billedet harmonerede på ingen måde med den følelse, han sad med:

»Indeni galoperede mit hjerte, og jeg tænkte kun: Bare jeg ikke besvimer, bare jeg ikke besvimer …«

I dag ved han, at han tog det første skridt væk fra angsten, da han sad i Sebastian Swanes konsultation og for første gang forstod, at angsten aldrig kunne få ham til at besvime.

Efter 10-12 sessioner hos psykiater, Sebastian Swane, fik Frederik Dirks Gottlieb styr på angsten.
Efter 10-12 sessioner hos psykiater, Sebastian Swane, fik Frederik Dirks Gottlieb styr på angsten. Foto: Thomas Howalt Andersen
Vis mere

»Sebastian var den tredje eller fjerde behandler, jeg var hos, men han var den første, der fortalte mig, hvad der fysisk sker i min krop, når jeg får et angstanfald.« 

For første gang forstod Frederik Dirks Gottlieb, hvad hans angst bundede i, og hvordan hans krop og psyke arbejder.

»Helt lavpraktisk fortalte han mig, at der er 400 fobier – men kun én af dem, kan man besvime af. Ingen havde før forklaret mig, at jeg ikke kunne besvime af angst.«

Efter første session med kognitiv terapi, hvor han blandt andet lærte om kroppens reaktioner, tog han et kvantespring i forhold til at slippe angsten.

For Frederik Dirks Gottlieb handlede det om at få tillid til sin egen krop.

»Vi har overvejende tillid til biler og til fly. Tænk, at man kan miste tilliden til sin egen krop.«

I løbet af 10 til 12 konsultationer, blev han klogere på biologien bag angsten, men han blev også meget klogere på sine egne reaktionsmønstre.

Med adfærdsøvelser, hvor han som hjemmearbejde kørte i metro, overbeviste han sit hoved om, at det ikke var farligt og genstartede på den måde sit nervesystem.

Under terapisessionerne med den privatpraktiserende psykiater forstod han, hvilke oplevelser og relationer, der har formet ham. Han forstod hvorfor, han er bange for at tabe ansigt, at miste respekt og at miste relationer, og han lærte at reagere mere hensigtsmæssigt. 

Og endelig kunne han mærke angsten slippe. I 2021 havde han den sidste samtale med Sebastian Swane. Siden har han ikke haft angst.

»Mine antenner er stadig langt ude, jeg tænker stadig meget, men jeg har ikke haft panik angst en eneste gang. Jeg er rolig indeni, når jeg er på live tv og har netop stået foran 1.100 mennesker på en vidensfestival – selvom det var en heksekedel, var jeg 100 procent til stede og havde ikke angst.«

Der er masser af gode muligheder for at spare penge på madbudgettet. Sådan lyder det fra kogemand og smagstester Thomas Alcayaga i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor vi også taler om dansk madkultur generelt.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.