På Alt om Børn.dk sættes der fokus på nakkefoldsskanninger og Downs Syndrom. Derfor har gæstebloggeren Mia valgt at fortælle sin historie om et liv med Downs Syndrom helt tæt på.

Den 21. marts er det International Downs Syndrom Dag, og derfor er Mia gæsteblogger på Alt om Børn.dk:

I maj måned 1982 kom min storebror til verden. Han havde skæve øjne, små ører, en lille opstoppernæse – og diagnosen Downs Syndrom.

Min storebror hedder Jesper, og i dag er han 29 år gammel. Man må sige, at han ikke ligefrem gjorde livet nemt for min far og mor, der i de første to år efter fødslen hjælpeløst måtte se til, mens lægerne kæmpede for at lappe hans hul i hjertet og få ham til at spise.

Seks år senere blev min mor gravid med mig. Dengang blev hun tilbudt en nakkefoldsskanning, som hun takkede ja til, og fik klar besked om, at der ikke var risiko for Downs. Til gengæld havde jeg skidt i fostervandet og var ved at blive kvalt i navlestrengen, da jeg blev født – men det er en anden historie.

Lidt mere at kæmpe med

Gennem Jespers opvækst har min far og mor kæmpet med hans sprog. Jesper havde svært ved at tale og stammede, når han endelig gjorde det. Men på trods af de mange år med tegn-til-tale og støttepædagog i børnehaven kan Jesper i dag snakke ørene af mine forældre og oveni købet parlere lidt engelsk, fransk og svensk (sidstnævnte noget, som jeg ikke engang mestrer selv).

Børn med Downs er som regel bagud motorisk. Så mens mine forældre kæmpede med at lære min storebror at lave en enkelt kolbøtte på madrassen inde på stuegulvet, ja så kom jeg, hans irriterende lillesøster, fisende ind fra sidelinjen og lavede tre styks i rap.

Han er altid glad

I dag spiller Jesper trommer på højt plan. Han laver jokes, kaster sig efter selv de sværeste bolde, og han kan regne bedre end jeg. Og bedst af alt: Han er altid glad! Han beriger mit liv på en måde, som ingen andre kan. Og er man trist, sur, eller har haft en skidt dag, så er der ikke noget bedre end at give sin bror et kald. Han er nemlig den eneste i denne verden, der på magisk vis kan få de dårlige tanker til at forsvinde med et knips.

Læs resten af Mias blog: "Har et barn med Downs et dårligere liv end andre børn?"