Forsyningsselskab advarer: Kan opstå vandmangel
Forsyningsselskabet Hofor opfordrer kraftigt forbrugerne til at begrænse vandforbruget. Ellers kan det gå helt galt

Forsyningsselskabet Hofor opfordrer kraftigt forbrugerne til at begrænse vandforbruget. Ellers kan det gå helt galt

Temperaturerne stiger mod det røde felt, og det samme gør danskernes vandforbrug.
Det mærker forsyningsselskabet Hofor, der forsyner forbrugere i hovedstaden.
»Vi bruger rigtig meget vand i øjeblikket, og det presser vandforsyningen. Hvis det høje forbrug fortsætter, så har vi udsigt til vandmangel i hovedstadsområdet.« Det siger Hofors områdechef for vandplanlægning, Anne Scherfig i en pressemeddelelse fra selskabet.
Og derfor vælger man nu at gå ud med en direkte opfordring til selskabets kunder:
»Vi opfordrer kunderne til at spare på vandet, så vi sikrer, der er nok til alle,« udtaler Anne Scherfig.
Eksempelvis opfordrer man hos Hofor til, at danskerne undlader at vande græsplænen i tørken - selvom den bliver gulnet, skal den nok komme sig, når regnen vender tilbage, understreger områdechefen. Og så foreslår hun, at man undlader at fylde havepools og badebassinner »med de dyrebare vanddråber, som vi kan have mangel på om kort tid«.
Anne Scherfig forklarer, at hvis det tørre vejr fortsætter, så kan det betyde vandmangel på sigt:
»Lige nu kan vi godt levere vand til alle, men vi producerer på fuld kraft. Det betyder, at vi kan få problemer med at levere nok vand til alle, hvis der for eksempel er et vandværk, der må lukke en periode, eller det bliver endnu mere tørt, så folk bruger mere vand,« siger hun og fortsætter:
»Derfor opfordrer vi nu til, at folk sparer på vandet både ude og inde, så vi sikrer, at der er nok drikkevand til alle.«
Selvom det har været varmt og tørt i noget tid, er det først fredag, og endnu mere i weekenden, at temperaturerne forventes at stikke helt af.
DMI forventer at vi kan komme op og ramme 35 grader flere steder i landet.
Én ting kan få varmen til at føles endnu mere ulidelig, advarer DMI.