Søde frugter. Bær. Honning. Almindeligt sukker.

Fruktose forbindes normalt med noget sødt og helt almindeligt. 

Men nu har forskere gjort et bittert fund om det søde stof.

Forskere fra det amerikanske Wistar Institute har nemlig fundet en uventet sammenhæng mellem fruktose og spredningen af aggressiv æggestokkræft.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra instituttet. Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Nature Aging.

Forskerne undersøgte kræftceller, der havde overlevet kemoterapi. Cellerne delte sig ikke længere, men de var langt fra ufarlige.

De fortsatte med at frigive molekyler – heriblandt fruktose – som sendte signaler til andre kræftceller og kunne sætte yderligere gang i spredningen:

»Det er de molekyler, disse celler frigiver – ikke cellerne selv – der driver spredningen af kræft,« siger en af postdoc-forsker Aidan Cole i pressemeddelelsen.

Fundet kan være med til at forklare, hvorfor æggestokkræft ofte vender tilbage efter kemoterapi.

Forskerne undersøger nu, om samme mekanisme findes ved blandt andet kræft i bugspytkirtlen, tyktarmen og leveren.

Men før frugtskålen ryger i skraldespanden, er der et afgørende forbehold.

Undersøgelsen er lavet på celler og mus – ikke på patienter. Det er derfor ikke dokumenteret, at mindre fruktose i kosten kan bremse kræft hos mennesker.

Den norske Kræftforening advarer derfor mod at skære ned på frugt og grønt:

»Der er behov for en del forskning, før vi når dertil,« siger assisterende generalsekretær Ole Alexander Opdalshei til det norske telegrambureauet NTB ifølge Dagbladet.

Vil man begrænse sit sukkerindtag, peger organisationen i stedet på sodavand, juice og slik.