Forskere har opdaget en ny effekt af vægttabsmedicin, som kan vise sig at være en meget god nyhed for en bestemt gruppe danskere. 

Nemlig de godt 500.000, der lider af migræne.

Det viser sig nemlig, at indholdsstoffet liraglutid - det aktive virkemiddel i for eksempel Saxenda, der bruges mod svær overvægt, og Victoza, der bruges mod diabetes 2 - har effekt mod migræne. Det skriver Nature.

Det er italienske forskere fra Federico II-universitetet i Napoli i Italien, der står bag et lille studie, som har vist effekten.

Indholdsstoffet liraglutid der er det aktive stof i vægttabsmidlet Saxenda, ser ud til også at kunne kurere migræne. 
Indholdsstoffet liraglutid der er det aktive stof i vægttabsmidlet Saxenda, ser ud til også at kunne kurere migræne.  Foto: Jim Vondruska/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Forskerne gav medicinen til 31 personer, der led af både kronisk migræne og fedme. Før studiet havde alle deltagerne afprøvet mindst to migrænemidler, der ikke havde effekt på deres hovedpine.

Men det viste sig, at vægttabsmidlet som en positiv bivirkning reducerede antallet af månedlige hovedpiner hos deltagerne.

»Vores resultater viser, at liraglutid kan være effektivt i behandlingen af højfrekvent eller kronisk migræne hos patienter med fedme, og at denne effekt er uafhængig af vægttab,« skriver forskerne i studiet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Headache.

Selvom der er behov for yderligere forskning, før den eksakte sammenhæng endelig kan fastslås, mener forskerne, at de kan have taget første skridt mod en ny migrænemedicin.

Lanfranco Pellesi, der er læge med speciale i hovedpinelidelser ved Syddansk Universitet, kritiserer dog studiet for ikke at have haft en kontrolgruppe. 

Derfor kan forskerne ikke afvise, at virkningen ikke er en såkaldt placeboeffekt – altså at deltagerne oplever en gavnlig effekt af lægemidlet, fordi de ved, at de tager det, og forventer at få det bedre.

Til trods for kritikken kalder han resultaterne ‘lovende nok’ til at retfærdiggøre et større kontrolleret forsøg, der kan teste forskernes hypotese.

»Undersøgelsen, der er støttet af Nature, er et lille studie, der viser, at de, der bruger disse lægemidler til andre indikationer (f.eks. diabetes), måske kan opnå fordele ved migræne,« skriver han til B.T.

»For at disse lægemidler kan blive almindeligt anvendt mod migræne, er der behov for fase 2- og 3-studier til at teste sikkerhed og effekt hos migrænepatienter,« skriver han.

Liraglutid fremstilles af Novo Nordisk og indgår i medicinen Saxenda, mens vægttabsmidlet Wegovy og diabetesmedicinen Ozempic indeholder semaglutid.

Både liraglutid og semaglutid efterligner hormonet GLP-1, som har betydning for reguleringen af for eksempel blodsukker og appetit.