Mænd snorker generelt mere end kvinder, men fra 40-50 års alderen begynder kvinder faktisk at snorke mere, fortæller forsker.

Mænd snorker mere end kvinder. For nogle vil det måske komme som en overraskelse – andre vil have vidst det altid.

Men før vi kigger nærmere på, hvorfor det er sådan, skal vi først lige have afklaret, hvorfor vi i det hele taget snorker.

Snorken er, ifølge professor Poul Jennum, et symptom på, at luftvejene falder sammen.

Når vi suger luft ind gennem en snæver luftvej, vil det skabe nogle vibrationer i den øvre luftvej, og det er altså de vibrationer, vi kender som snorken.

»Almindelig snorken er fredelig, men jo mere luftvejene falder sammen, jo mere påvirker det helbredet og søvnkvaliteten« siger Poul Jennum, der er klinisk professor i neurofysiologi på Københavns Universitet.

Han forklarer også, at det evolutionært er svært at forstå snorken – både fordi snorken kædes sammen med sygdom, men også fordi vi med lydene afslører vores position, mens vi er meget sårbare.

I moderate mængder er snorken dog ganske fredelig, og faktisk passer det, at det ofte er mænd, der larmer lidt ekstra ved sengetid, fortæller Poul Jennum.

Det skyldes især, at mænds kønshormoner, eksempelvis testosteron, ændrer deres luftveje, mens det kvindelige kønshormon, progesteron, omvendt stimulerer vejrtrækningen.

Vores hormoner er dog ikke det eneste, som afgør, om vi snorker eller ej.

Derfor er det heller ikke udelukket, at der findes en løsning til både mænd og kvinder, der får trukket lige rigeligt med torsk i land ved sengetid.

»Det er også relateret til overvægt, så jo mere overvægtig man er, jo mere snorker man. Det skyldes, at der er mindre plads i luftvejene« fortæller Poul Jennum, som også arbejder som overlæge og leder af Dansk Center for Søvnmedicin, Glostrup Hospital/Rigshospitalet.

Dansk Center for Søvnmedicin har samlet et par råd til dig, der gerne vil dæmpe den natlige brummen, og dem kan du læse i faktaboksen.

Selv om mænd generelt snorker mere end kvinder, betyder det ikke, at kvinder gennem hele livet fuldstændigt afholder sig fra en tur til savværket.

Faktisk indhenter kvinderne næsten det forsømte efter overgangsalderen, hvor mængden af det vejrtrækningsstimulerende kvindelige kønshormon falder i kroppen.

»Det begynder egentlig før menopausen, men andelen af snorkende kvinder stiger cirka fra 40-50 års alderen, og så kommer de med cirka samme rate som mændene efterfølgende. Der er simpelthen en forsinkelse mellem de to køn« siger Poul Jennum.

Snorken kan måske umiddelbart virke som et meget lille problem, men for nogle kan det være mere alvorligt end som så.

En fjerdedel af os snorker regelmæssigt, og 30-50 procent af de regelmæssige snorkere holder faktisk vejret under søvnen.

Hvis man holder vejret mere end fem gange i timen, lider man af det, som kaldes søvnapnø – og det kan gå hen og blive alvorligt, fortæller Poul Jennum.

»Søvnapnø er det ultimative og forbundet med en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme. For at afhjælpe søvnapnø giver vi folk et CPAP-apparat, som de sover med. Det er en maske tilsluttet en maskine, der skaber et positivt luftvejsovertryk, og normaliserer vejrtrækningen« siger Jennum.