Risikoen for at udvikle skizofreni bliver fordoblet, hvis du ryger hash. Og så er cannabis i øvrigt mere afhængighedsskabende end heroin, mener forskeren bag et stort nyt opsamlingsstudie om de skadelige effekter af at ryge hash.

Skal cannabis-rygning være lovligt? Debatten raser i store dele af verden, og en stor del af diskussionen går på, hvor skadeligt det egentlig er at ryge sig skæv.

En australsk forsker har nu sammenfattet videnskabelige resultater fra de seneste 20 års cannabisforskning. Sammenfatningen viser blandt andet, at cannabisrygere har en fordoblet risiko for at udvikle psykotiske lidelser som skizofreni. Det skriver Videnskab.dk.

Den australske professor ved University of Queensland, Wayne Hall, har lavet et opsamlingsstudie af skadevirkningerne ved et længerevarende cannabisforbrug. Wayne har blandt andet fundet ud at:

•    1 ud af 6 teenagere, som ryger cannabis regelmæssigt, bliver afhængige

•    1 ud af 10 voksne, som ryger cannabis regelmæssigt, bliver afhængige

•    Cannabisrygning fordobler risikoen for psykotiske lidelser - blandt andet skizofreni

•    Heftigt forbrug i ungdomsårene ser ud til at forringe den intellektuelle udvikling

•    Risikoen for at ende i en bilulykke fordobles, hvis man kører påvirket af cannabis

•    Cannabisforbrug under graviditet reducerer barnets fødselsvægt

Læs også hos Videnskab.dk: Cannabis kan dræbe kræftceller og bremse sklerose

Professor Hall hævder derudover, at afhængige cannabisrygere har sværere ved at forlade deres misbrug, end folk, der er afhængige af heroin.

»Det er ofte sværere at få folk, der er afhængige af cannabis, igennem abstinenserne end for folk, der er afhængige af heroin,« siger Wayne Hall, professor ved University of Queensland og rådgiver for World Health Organisation.

Ifølge Waynes studie lider cannabisrygere, der prøver på at stoppe, ofte af angst, søvnløshed, appetitforstyrrelse og depression. Under halvdelen af rygerne er stoffri seks måneder efter, de er blevet behandlet for deres afhængighed.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Hash giver varige skader i hjernen

Mulig behandling mod hashmisbrug fundet

Hash-rygning øger risiko for aggressiv testikelkræft