Ultraforarbejdet mad.

De seneste år er et nyt begreb dukket op, når vi taler om sund kost og livsstil. 

Nemlig kunsten at styre udenom fødevarer, der er såkaldt ultraforarbejdede – altså industrielt fremstillede med masser af e-numre. 

Og det drejer sig ikke kun om slik, chips og færdigretter, som de fleste nok godt kan regne ud, ikke er særlig sunde. 

Også pålæg, rugbrød og morgenmadsprodukter kan indeholde ingredienser, som vi ikke finder i vores køkkenskabe derhjemme. 

Professor i livsstil og kræft hos Kræftens Bekæmpelse, Anja Olsen, er bekymret over danskernes stigende forbrug af ultraforarbejdede fødevarer. 

Hun opfordrer os til at tjekke ingredienslisten, når vi står i supermarkedet og skal vælge mellem fødevarer, hvor nogle er ultraforarbejdede, og andre ikke er. 

Og det behøver slet ikke være så svært, fortæller hun til DR.

»Når vi går på indkøb, er det jo tit de samme retter, vi køber ind til, og de samme madvarer vi køber, så når man én gang har fundet frem til et godt produkt, så behøver ingredienstjekket jo ikke være noget, man skal gøre igen, siger hun.

Som eksempel nævner hun, at der i nogle rugbrød ikke er brugt tilsætningsstoffer, mens der er i andre. 

Og hvis man først har fundet et produkt, som ikke er ultraforarbejdet, så skal man bare holde sig til det, understreger hun. 

Generelt råder hun til, at vi simpelthen går efter mad, der ikke er industrielt forarbejdet. 

For eksempel ved at spise havregryn i stedet for morgenmadsprodukter med masser af sukker og tilsætningsstoffer.