Forsikringsselskab: Færre skader fredag den 13.
Statistikken siger noget andet, end man måske skulle tro.

Statistikken siger noget andet, end man måske skulle tro.

Fredag den 13. Bare smag på den uheldssvangre aura, som omfavner dagen i dag.
Men hvis du frygter alskens uheld og dårligdomme, så er det muligvis uden grund.
For ifølge Tryg er virkeligheden tilsyneladende en helt anden.
Tal fra forskringsselskabet viser således, at der historisk set bliver registreret cirka 10 procent færre skader fredag den 13. sammenlignet med andre fredage.
»Fredag den 13. har et ry for at være dagen, hvor alt kan gå galt. Men vores skadetal fortæller faktisk den modsatte historie,« siger Maria Palsmark, skadedirektør i Tryg:
»Så der er ikke noget i vores tal, der tyder på, at man skal være særligt bekymret for at gå ud ad døren fredag den 13.«
I tallene fra Tryg gemmer sig eksempelvis både bilskader, cykeltyverier og telefoner, der ryger på gulvet og går i stykker.
Forsikringsselskabet har ikke noget bud på, hvorfor der er blevet registreret færre skader fredag den 13, men som det lyder:
»Måske er nogle mere forsigtige på dagen, men det kan vores tal ikke dokumentere.«