Det er naturligt, at dine forældre dør før dig. Alligevel kommer det som et chok den dag, det faktisk sker. Hvordan sikrer du at få sagt og spurgt om alt, inden det er for sent?

Som voksne burde vi være forberedt – alligevel kommer det næsten altid som et chok, når vores forældre dør.

Uanset hvor syge og gamle de har været, er det chokerende at opdage, at mor eller far er væk – også selv om man selv er granvoksen. Det oplever psykoterapeut Karin Westh i sin praksis, hvor hun med jævne mellemrum møder sørgende voksne børn.

»De fleste får oplevelsen af at ‘nu skal jeg selv’. Det kommer selvfølgelig an på relationen, men selv dem, som har draget stor omsorg for deres egne forældre, oplever, at de mister håbet om, at det nogensinde bliver omvendt – at deres forældre vil drage omsorg for dem.«

Ringe dødsbevidsthed

Karin Westh mener, at vi lever i en form for bevidstløshed, når det kommer til vores forældres dødelighed.

»Vi VED jo godt, at vi skal miste vores forældre, men vi er ikke bevidste om det, for det er så mærkeligt at forestille sig. Af en eller anden grund går vi rundt og tror, at vores forældre skal med til vores 70 års fødselsdag – selvom dét sjældent er tilfældet.«

I hendes praksis kommer især dem, der har mistet og har det svært med tabet. De, der blot har en ’almindelig stor’ sorg, trøster sig hos deres nærmeste.

»Jeg ser mest dem, der har det svært og måske får angst eller en depression efter tabet. Men jeg ser også dem, der ikke føler, de må lade det fylde hos andre. Dem, der føler, at de ikke kan tale mere med deres nærmeste om det. Hos mig får de et rum til at tale videre om tabet.«

Det største problem ved at miste forældre er, at man pludselig ikke kan spørge om alle de ting, man ønsker svar på. Mange får aldrig stillet alle spørgsmålene i tide, og det skyldes ikke kun, at børnene ikke vil se i øjnene, at deres forældre skal dø. Det går lige så vel den anden vej.

»Mange forældre har en ringe dødsbevidsthed, for ingen forældre ønsker at forlade deres børn. Vi kan simpelthen ikke engang lide at tale om det. Angsten gør, at vi ikke får talt om vigtige ting, før det er for sent.«

Det, mange børn egentlig gerne ville have talt med deres forældre om, er, hvilke værdier man har til fælles – både dem, der er gode, men også dem, der er svære.

»På den måde lærer vi hinanden at kende. Vi tillader os at komme tættere på hinanden, men det betyder også, at vi ved mere om, hvad vi mister, når den tid kommer.«

Karin Westh ser en del fællestræk hos voksne, der mister forældre.

»Jeg ser bl.a. en idealisering af den afdøde, hvor man f.eks. siger: ‘Hun var den bedste mor i verden’ eller: ‘Hun var der altid for mig’. Det er jo sjældent den eneste sandhed, og det klinger som regel også af med tiden.«

At man idealiserer sine forældre efter deres død, skyldes ifølge Karin Westh, at man gerne vil booste sin egen selvfølelse ved at bekræfte sig selv i, at man havde gode forældre. Det kan simpelthen give en selv mere værdi, at man kommer af et godt ophav. Derudover kan der komme en splittelse i forhold til den forælder, der eventuelt er tilbage.

»Nogle får følelsen af, at det er den tilbageværende forælders skyld, eller at han/hun er ‘den dumme’. Det kommer meget an på, hvilken relation der var før dødsfaldet. Hvis relationen var præget af f.eks. misbrug eller var kompliceret på anden vis, kommer der let en opsplitning.«

Det kan føre til en af de meget almindelige sorgfølelser, som Karin Westh møder hos sine klienter: Skam.

»Jeg lægger altid vægt på, at det er en helt naturlig sorgfølelse at føle skyld og skam, ligesom lettelse også kan være det. Indimellem oplever jeg, at folk kommer og siger, at de ikke sørger, og det skammer de sig over. Men det GØR de. De sørger bare inden i sig selv.«

Næste i rækken

Mange, der mister forældre til f.eks. cancer, opsøger eller bliver tilbudt at komme med i en sorggruppe. Else Carlstedt leder en af den slags grupper – nemlig Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Hillerød. Hun ser en række fællestræk hos sørgende voksne børn.

»Uanset om man er 25 eller 55 år, kommer det som et chok, at ens forældre dør. Man får følelsen af at være den næste i rækken. Det giver nogle eksistentielle overvejelser, som godt kan fylde meget.«

Det kan være anledningen til, at mængder af spørgsmål popper op til overfladen, når man giver sig selv tid til at tænke de eksistentielle tanker.

»Mange reflekterer over, hvad de skulle have spurgt den afdøde om. Med sine forældre mister man nemlig også fortællingen om deres liv, og man har aldrig mere muligheden for at stille de spørgsmål. Pludselig er det for sent at spørge sin mor, hvor hun egentlig var i lære som syerske. Den følelse af ikke at kunne spørge mere fylder meget,« siger Else Carlstedt om sorggruppearbejdet.

Hun forklarer, at fortællingen er vigtig, fordi den giver mening i vores eget liv.

»Vi mennesker er ikke bare solister på en øde ø. Vi er vores sociale relationer, og vores liv er beretningen om, hvor vi kommer fra.«

Else Carlstedt kan mærke forskel på de mennesker, der nåede at spørge, og dem, der ikke gjorde, når de kommer hos hende i sorggrupperne.

»Nogle føler, at de fik talt helt færdigt med deres forældre, men der dukker næsten altid et spørgsmål op på et tidspunkt alligevel. Andre føler bestemt, at de mangler at spørge om noget, og det er faktisk sjældent, jeg oplever mennesker, som kan sige, at de var helt færdige med at tale med deres forældre. Ofte er det i virkeligheden bare noget så simpelt som at nå at sige: ’Jeg elsker dig’. Det kan give en masse skyldfølelse, selvom vi i gruppen bliver enige om, at det vidste ens forældre nok godt.«

Livsvidnet

I modsætning til hvis en ægtefælle eller et barn dør, så ændrer livet for en voksen sig sjældent dramatisk, fordi ens forældre dør. Derfor får sorgen over dødsfaldet ikke altid særlig opmærksomhed fra omgivelserne.

»Det er ikke sikkert, at naboen tager notits af, at ens 80 år gamle mor går bort. Det gør man mere, når ægtefællen går bort. Men tabet betyder meget for den enkelte. Folk prøver ofte at trøste en med, at hun jo var gammel eller syg, og selv om vi godt ved det, så er det alligevel et livsvidne, der altid har været der. Pludselig er der ingen andre, der ved alle de ting om én, som mor og far gjorde.«

Ifølge Else Carlstedt er det vigtigt, at man giver sig selv lov til at gennemgå alle minderne.

»Giv dig selv lov til at være ked af det, selv om du er en kvinde på 50 år, der har mistet en mor på 80. Tag billeder frem, fortæl historierne og kontakt gerne en moster, der kan fortælle mere og være med til at samle puslespillet. Det hjælper også din moster i sit sorgarbejde at blive spurgt om minderne.«

’Folk tror ikke, at det er hårdt, når ens far dør i en høj alder’

Som ung mor begravede Malou Haxthausen Hemicke sin elskede mor. Det var svært. Men da hendes far for nylig døde, var afskeden ikke lettere.



i april 1995 blev Malou Haxthausen Hemickes mor indlagt på hospitalet og kom aldrig hjem igen. To måneder senere døde hun af cancer.

»Min bror var kun 22 år. Jeg havde været som en mor for min lillebror, for jeg var 14 år, da mine forældre fik ham. Da jeg blev voksen, boede han i perioder hos mig, indtil jeg fik mine egne børn. Da min mor døde, havde jeg tre børn på henholdsvis fire år, halvandet år og ni måneder. I mange år havde der været uro i min mor og fars forhold, fordi min far elskede kvinder. Det var mig, som sad i min mors fodende og talte med hende om det. Det burde jo have været omvendt. Ofte følte jeg mig som en mor for hende. Da hun døde, følte jeg ikke den dybe sorg, som jeg oplevede hos mine to søskende. Jeg følte snarere, at en byrde blev taget fra mine skuldre. Det kan jeg stadig have dårlig samvittighed over, selv om mit savn har været der alle årene.«

»Min far blev gift med en anden kvinde få år efter, min mor døde. Dengang sås vi kun lidt, det var svært for os at acceptere hans forhold. Det ændrede sig med årene, og vi tre søskende fik en halvsøster. Men på hans ældre dage kom jeg tæt på ham igen. Han var belæst, vidende og velbegavet. Når jeg sagde, at jeg skulle til Bordeaux, gav han mig fire A4-sider med alt det, jeg skulle se, opleve, spise og ikke mindst drikke dernede. Skulle jeg til Marrakesh, havde han også været dér til vilde fester i 70erne. Hver gang jeg skulle et sted hen i verden, kunne han som regel give mig input med på vejen. Der gik mange søndage med, at vi talte om bøger, politik og rejser.«

»Min far havde slidt på sine omgivelser, men jeg havde besluttet mig en gang for alle for at tilgive ham, fordi jeg kun havde ham tilbage. Vi fik rundet det meste af i det sidste halve år, vi havde sammen, og hvor han godt vidste, at han skulle herfra. Det var svært at tale med ham om, hvad der var sket i fortiden. Han drev en række hoteller over hele verden, men var også en levemand og en globetrotter, og han duede ikke til den faste småborgerlige ‘grosserertilværelse’, som han kaldte dét, vi andre kalder familielivet. Han vidste godt, at han indimellem havde svigtet os alle sammen, men hans trang til oplevelser og udlængsel var større.«

»Han døde for et par måneder siden. Han havde en sjælden sygdom, som lammede musklerne i bl.a. halsen. Han havde svært ved at tale, så vi kommunikerede ofte via sms. Vi blev kaldt op på hospitalet, da det ikke så godt ud længere. Jeg sad med ham og fik den sidste stund. Til hans bisættelse var kirken fyldt. Alle buketterne i kirken var hvide, for han elskede hvide roser. Mens han levede, gav han os alle: hustru, venner, veninder, elskerinder, børn – måske på grund af dårlig samvittighed – hvide rosenbuketter med en enkelt rød rose i midten eller omvendt. Det sad vi alle i kirken og huskede.«

»Nu er det gået op for mig, at der ikke er nogen tilbage, som har kendt mig, siden jeg blev født. Der er ikke nogen, der kender mig på dén måde. Der er heller ikke nogen, der sms’er mig, ligesom far gjorde. Flere gange om dagen tager jeg mig selv i at ringe eller skrive til ham. Det er så underligt, at ingen kender mig så godt mere. Jeg har mange gode og tætte venner, veninder, to meget tætte kollegaer, to papbørn, en mand samt mine egne tre børn, som jeg har et særlig tæt og nært bånd til, men de har haft så anderledes en barndom, at de har svært ved at forstå min. Ingen vil nogensinde elske én, som ens forældre gør. Der er ingen, der spørger til mig, som far og mor gjorde. Folk tror, det ikke er hårdt, når ens far dør i en høj alder. Men det er ikke let. Jeg kunne tale med min far om alt, og han blev min bedste ven – trods alt. Han var vidne til mit liv, det er der ingen, der er mere. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil sige: ‘Nå, det var da godt, at han fik fred’ til en, der har mistet. Den vending duer bare ikke. Man er jo ked af det, uanset hvor gamle ens forældre bliver – eller hvor gammel man selv er. Når jeg kigger på gamle billeder, ser jeg en anderledes, kompliceret, men kærlighedsfuld barndom, som også har været skide skæg og oplevelsesrig med de to – far og mor – som egentlig altid ville hinanden.«

’Lidt kynisk var min mors død meget lærerig’


Som 31-årig mistede Mikkel Gram sit store fundament i livet – sin mor. Det bragte ham ud i en dyb krise, men gav også en rus at opleve, at han kunne leve videre.

I foråret 2003 blev Mikkel Grams 60-årige mor syg. Hun havde en svulst i tarmsystemet.

»Jeg var 31 år og ude at sejle, da min far ringede og sagde, at hun var syg. Han sagde ikke af hvad, men pludselig kunne jeg mærke, at det var alvorligt. Jeg blev overvældet af uro, og inden i mig begyndte en nedtælling til, hvornår det var slut. Da jeg kom hjem, tog jeg direkte på hospitalet for at besøge hende. Hun lå og læste i en bog og lignede på ingen måde én, der var syg. Alligevel tænkte jeg: ‘Det her sker ikke for mig’. Det var simpelthen det værst tænkelige for mig på det tidspunkt. Jeg kunne ikke overskue, hvem jeg skulle rådføre mig med, når hun var væk. Jeg brugte min mor i forhold til parforhold, venskaber, studie og økonomi. Hun hjalp mig med så meget, og nu stod jeg som 31-årig og følte, at hun stadig opdrog mig. Ikke, at jeg var en mors dreng, men hun havde en kæmpe indflydelse på mit liv, selvom jeg var blevet 31 år.«

»Mit forhold til min mor var godt. Hun var mit dannelsesmæssige fundament. Hun var direktør for en organisation, der drev en række børneinstitutioner, og et meget stærkt og nuanceret menneske, som repræsenterede både det administrative og det menneskelige for mig. Hun havde en nysgerrighed på livet, og hun var mit forbillede på rigtig mange måder, mens min far er praktikeren og håndværkeren i familien, som støtter mig på andre områder. Jeg brugte dem på hver sin måde. Da jeg oplevede problemer med et gruppearbejde på mit studie, var hun god til at gøre det helt simpelt for mig. Hun fortalte mig, hvordan jeg skulle gribe det an. Hun gav mig ofte ret, men hun kunne også godt kritisere mine valg, selv om hun i sidste ende altid bakkede mig op. Hun var et godt pejlemærke, og i dag tænker jeg tit: ‘Hvad ville mor anbefale’ i forskellige situationer.«

»Da lægerne sagde til min far og mig, at der ikke var mere, de kunne gøre, var det mig, der skulle fortælle hende det. Jeg skulle gå ind på stuen og fortælle hende, at hun maks. havde tre måneder tilbage, for kræften havde spredt sig. Hun var påvirket af morfin, men da jeg sagde det, vendte hun hovedet væk og sagde: ‘Det er sgu da bedre end at blive kørt ned af en lastbil’. Jeg er ikke helt enig med hende, men hun prøvede til det sidste at være en stærk kvinde. Det gik så hurtigt til sidst, at jeg ikke fik tid til at planlægge, hvordan jeg skulle gribe det an, når det skete. Lige da hun døde, kunne jeg ikke se, at en væsentlig del af mit livsfundament røg med hende. Men pludselig var jeg overladt til mig selv og mine egne beslutninger. Først efter begravelsen gik det op for mig, at hun ikke var der mere. Jeg flygtede til Sverige, hvor jeg havde fået job som skilærer. Så sad jeg langt oppe i Nordsverige alene i en lejlighed. Dér fik jeg et nervesammenbrud. Jeg ringede hjem til en veninde og råbte og skreg af hjælpeløshed og angst. Jeg tog hjem før tid og tog direkte hjem til min far, lånte hans bil og kørte rundt i København og råbte og græd hele natten. Det var min reaktion. En dag ringede Kræftens Bekæmpelse og tilbød mig en psykolog og en sorggruppe. Allerede første gang hos psykologen brød jeg sammen – det hjalp. I sorggruppen sad jeg over for nogle mennesker, som var lige så påvirkede som jeg selv. Deres krise var lige så stor som min. Det var en befrielse at opleve, at andre sad med præcis den samme sorg. Først dér kunne jeg se et lys for enden af tunnelen, og jeg vidste, at jeg ville komme igennem.«

»Ironisk nok har hendes død givet mig en masse. Hun ville være stolt, hvis hun havde vidst, at jeg oplevede en rus af selvstændighed, efter hun var død. Jeg oplevede en helt absurd frihed ved at tage mine egne beslutninger. Hvis jeg skal være lidt kynisk, var min mors død meget lærerig.«

GUIDE

  • Forbered dig på at miste dine forældre
  • Husk, at det er meningen, at forældre skal dø før deres børn.
  • Øv dig i at sige ‘når mine forældre dør’ i stedet for ‘hvis mine forældre dør’.
  • Tænk over, hvordan dit liv bliver uden dine forældre.
  • Tal med dine søskende om, hvordan livet bliver uden jeres forældre. Det vil opleves meget forskelligt fra søskende til søskende, men det er godt at tale om det.
  • Der findes alle mulige følelser i sorg, og de er alle sammen almindelige: F.eks. skam, skyld og lettelse.
  • Find et menneske, som har lyst til at tale om de store, eksistentielle ting med dig. Og brug vedkommende til at tale med, når dine forældre dør. Man kan træne sig til at kunne tale om døden. Vov dig gerne ind på emnet i god tid.
  • Tal om, hvad du har fået af din mor og far – både det gode og det mindre gode. Så får du et nuanceret billede.
  • I bakspejlet er der altid mange ting, du gerne ville have spurgt dine forældre om, mens de var i live. Husk at få svar, inden det er for sent. Sig til dine forældre: ‘Det er gået op for mig, at I skal dø en dag. Men der er noget, jeg gerne vil vide …’

Kilde Karin Westh Langgaard