Nedtælling til den 35. udgave af BT Halvmarathon

21,1 kilometer er en af Danmarks populæreste distancer, og små 4.000 løbere har allerede tilmeldt sig forårets klassiker, BT Halvmarathon.

Søndag 27. april løbes det traditionsrige halvmaraton for 35. gang i det naturskønne nordsjællandske område med udgangspunkt fra Kongens Lyngby og mål på Rundforbi Stadion i Nærum.

– Tilmeldingen har fået en flyvende start. Det bliver en stor og festlig dag i den gode atmosfære, som altid har karakteriseret løbet, siger løbsleder Klaus Kristiansen.

BT Halvmarathon har plads til 10.000 løbere, og der bliver tryk på tilmeldingen på www.bthalvmarathon.dk de kommende uger.

Afhentningen af startnumre finder i år sted på Lyngby Torv ved Rådhuset i forbindelse med en stor sportsmesse, og starten er på grund af byggeriet ved Lyngby Storcenter flyttet til Cirkuspladsen ved Firskovvej.

– BT Halvmarathon bliver et af årets højdepunkter for Motionsdanmark. Fire uger inden løbet deltager 30.000 i VM-arrangementet i København, og jeg tror, at mange løbere i det gigantiske VM vil få smag for mere. Halvmaraton er en hård, men fascinerende og spændende distance, siger Klaus Kristiansen.

Det høje serviceniveau er de mange lodtrækningspræmier er to af kendetegnene for BT Halvmarathon, og for eliten er der ekstra meget at løbe om. Til de tre hurtigste mænd og kvinder er der henholdsvis 15.000 kr., 8.000 kr. og 5.000 kr.

Eventuelle spørgsmål til løbskontoret på bthalv@ultimate.dk eller tlf. 88 200 212 (mandag-fredag kl. 10.00-15.00).