Det starter i det små. Et barn, der er lidt mere træt. En teenager, der har sværere ved at koncentrere sig.
Men ifølge søvnvejleder Mikael Rasmussen kan det, mange forældre afskriver som hverdagstræthed, være tegn på et langt større problem – med konsekvenser, der koster dyrt.
For særlig én aldersgruppe er søvnmanglen ikke bare et irritationsmoment.
Den er en decideret »katastrofe«.
Så klart lyder advarslen fra søvnvejleder, som har arbejdet med søvn i 25 år og haft mere end 1.000 mennesker i søvnbehandling
Godt nok er søvnbehov i høj grad genetisk, og to børn i samme familie kan have vidt forskellige behov, og det er i sig selv helt normalt - men der er grænser, peger eksperten på.
For falder man konsekvent under de anbefalede minimumstimer, begynder problemerne for alvor at vise sig – ofte i form af uro, koncentrationsbesvær og humørsvingninger.
Særligt de 14-17-årige bliver hårdt ramt, fordi langt de fleste teenagere sover alt for lidt i hverdagen – ofte under syv timer – selv om kroppen har brug for betydeligt mere, understreger han.
Søvnmanglen betyder, at indlæringsevnen kan falde med 10-20 procent, og at unge får sværere ved at håndtere følelser og stress. Samtidig bliver de mere sårbare over for angst og mistrivsel.
»Men det er ikke deres skyld. Det er skoledagen, der begynder for tidligt,« lyder det.
Derfor mener søvneksperten, at undervisningen i 7., 8. og 9. klasse tidligst bør begynde klokken ni.
Som forældre skal man dog ikke opgive håbet og bør hjælpe teenagere til at sove så tæt på klokken 23 som muligt, indtil de fylder 18 år.
Det er ifølge Mikael Rasmussen »den største gave«, man kan give sit barn.

