Trusselsvurderingen fra Fødevarestyrelsen er til at tage og føle på.

Den afrikanske svinepest (ASF) er ganske vist aldrig konstateret i Danmark, men nu hærger sygdommen igen i Spanien for første gang i 30 år.

Og det får danske myndigheder til at skærpe tonen.

Alle, der rejser, færdes i naturen eller tager på jagt i udlandet, skal udvise ekstra forsigtighed, så sygdommen ikke hjembringes, lyder det.

Selv tilsyneladende uskyldigt udstyr kan være en risiko. Tøj, støvler, cykler og andet grej kan nemlig potentielt bringe virus med tilbage til Danmark.

Jægere skal særligt være opmærksomme på deres våben, skydestokke, jagthunde, kød og trofæer, lyder det i trusselsvurderingen.

Fødevarestyrelsen anbefaler desuden, at alle danske grisebesætninger gennemgår deres smittebeskyttelsesplaner.

Den afrikanske svinepest smitter ikke mennesker, men sygdommen er særdeles dødelig for svin.

Har man været i kontakt med landbrugsdyr i udlandet, skal man derfor vente 48 timer, før man igen går ind i en dansk besætning, understreger Fødevarestyrelsen.

Udbruddet er konstateret i det nordøstlige Spanien i Cerdanyola del Vallès i Catalonien.

Siden den første rapport 28. november 2025 er ni døde vildsvin fundet smittet.