Er du født i 70erne og bor i Blekinge i Sverige, er det en god idé at få tjekket dit vaccinationskort en ekstra gang. 

Den seneste tid har der nemlig været flere tilfælde af mæslinger i det svenske, skriver SVT og Aftonbladet

I Blekinge opfordrer myndighederne derfor personer født i 1970erne til at undersøge, om de har brug for at få genopfrisket deres vaccine. 

Ifølge Magnus Tufvesson, som er stedfortrædende smittebeskyttelseslæge i Blekinge, har de personer, der har fået to doser, en livslang beskyttelse mod sygdommen. 

I løbet af 70erne begyndte man at indføre vaccinationer, men nogle har her måske kun fået en enkelt dosis. 

»Så hvis man ved, at man kun har fået én dosis, eller er usikker, er det en god idé at tjekke det eller eventuelt lade sig vaccinere igen,« siger Magnus Tufvesson til P4 Blekinge.

Mange af de seneste tilfælde kan spores tilbage efter en festival for børn under 18 år. 

Ifølge SVT er der i alt 11 tilfælde, der er knyttet til festivalen. 

Størstedelen er uvaccinerede unge under 18 år.