På populære destinationer som Thailand og Tyrkiet løber der ofte gadehunde rundt mellem de mange turister.

Men kæler du med hundene og bliver bidt eller kradset, kan det gå grueligt galt.

Og det er flere danskere tydeligvis blevet klar over.

For flere og flere vælger at lade sig vaccinere mod rabies – også kaldet hundegalskab – inden de rejser uden for Vesteuropa.

Det skriver Danske Lægers Vaccinations Service i en pressemeddelelse.

Hos selskabet har man i januar 2026 oplevet en fordobling i forhold til januar sidste år.

Udviklingen kommer i kølvandet på, at Statens Serum Institut (SSI) i januar oplyste, at et rekordstort antal danskere – 534 personer – i 2025 modtog behandling mod mulig smitte med rabies efter at være blevet bidt eller kradset af et dyr.

Det svarer til en stigning på 57 procent i forhold til 2024.

Og det er ganske klogt at lade sig vaccinere mod rabies, inden man rejser til eksempelvis Thailand, Vietnam, Tyrkiet og Brasilien.

Det siger Carsten Schade Larsen, cheflæge hos Danske Lægers Vaccinations Service og klinisk lektor ved Aarhus Universitet.

Når først symptomerne er indtruffet, er rabies 100 procent dødelig.
Når først symptomerne er indtruffet, er rabies 100 procent dødelig. Foto: Mladen Antonov/AFP/Ritzau Scanpix

»Hvis man ikke er vaccineret på forhånd, skal man – hvis man bliver bidt af et dyr og har mistanke om rabies – både starte en fuld vaccinationsserie og have rabies-immunglobulin, og det kan være svært at skaffe i mange af de lande, danskerne rejser til.«

Rabies beskrives som en »alvorlig virussygdom«, som kan føre til dødelig hjernebetændelse.

Hvis man først udvikler symptomer, findes der ikke nogen behandling.

»Når sygdommen bryder ud, er den 100 procent dødelig, og derfor handler det hele om at forebygge, før virus når ind i nervesystemet,« siger Carsten Schade Larsen.

»Det særlige ved rabies er, at man ikke kan se på et dyr, om det er smittet. En hund eller en abe kan sagtens se rask ud, selvom den har rabies, og derfor skal alle dyrebid tages alvorligt, når man rejser.«

Han påpeger samtidig, at forebyggelsen kan ske gennem vaccination, ved at undgå kontakt med dyr og – i tilfælde af, at man bliver bidt – hurtig behandling med grundig sårpleje, ekstra vaccination og rabies-immunglobulin.

Er man vaccineret slipper man for en lang og kompleks behandling og kan i stedet nøjes med to ekstra vaccinedoser.