Borgere, der befinder sig i naturen bør være opmærksomme.
Det oplyser lektor i dyrevelfærd og sygdomskontrol ved Københavns Universitet Lene Jung Kjær, til TV 2.
Det skyldes, at flåtsæsonen er begyndt. Derfor skal danskerne være opmærksomme på flåtbid, da disse kan medføre diverse sygdomme, som borreliose, harepest og TBE – en alvorlig hjernebetændelse.
Sygdommen kan give influenzalignende symptomer og i nogle tilfælde udvikle sig til hjernebetændelse, særligt hos voksne og ældre.
TBE er dog heldigvis langt fra en udbredt konsekvens af flåtbiddene.
Ifølge SSI var der således 22 tilfælde af TBE i Danmark i 2024.
Lene Jung Kjær opfordrer dog overfor TV 2 kraftigt til, at frygten for flåter ikke fører til frygt for at befinde sig i naturen.
»I skal ikke være bange for at gå i skoven. Jeg er i skoven hele tiden for at samle flåter – jeg ruller mig nærmest i dem. Men fordi jeg er opmærksom og tjekker alt, når jeg kommer hjem, så er der aldrig i forbindelse med mit arbejde en flåt, der har sat sig fast på mig,« siger hun til mediet.
