Fire ud af ti begår samme fejl: Dropper lægen trods symptomer
Alt for mange danskere går ikke til lægen, selvom de har symptomer på noget, de ikke ved hvad er. Det er et problem, mener forsikringsselskabet Gjensidige.

Alt for mange danskere går ikke til lægen, selvom de har symptomer på noget, de ikke ved hvad er. Det er et problem, mener forsikringsselskabet Gjensidige.

Går du til lægen så tit, som du måske burde?
Hvis du svarer nej på det spørgsmål, er du bestemt ikke alene.
En ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige, viser, at fire ud af ti danskere inden for de seneste fem år har undladt at søge læge, selvom de egentlig følte et behov.
For de fleste af dem gælder det, at de var i tvivl om, om deres symptomer var alvorlige nok. Det svarer lige knap halvdelen.
Og det skal der gøres noget ved, mener Mette Glad, der er fagchef i Sundhed hos Gjensidige.
»Man behøver ikke selv at kunne vurdere, hvad symptomerne skyldes, eller om der er grund til bekymring, før man søger hjælp. Hvis noget bliver ved, ændrer sig eller bekymrer en, er det bedre at få en faglig vurdering end at gå alene med tvivlen,« siger hun i en pressemeddelelse.
Hun understreger, at man aldrig bør skubbe sine bekymringer om sit helbred foran sig.
»Det handler ikke om, at man skal bestille en tid ved lægen ved enhver lille gene. Men hvis man oplever symptomer eller forandringer, som bekymrer en, kan man kontakte sin lægeklinik,« siger hun.
»Frygten for at overreagere bør ikke være det, der holder en tilbage fra at tage kontakt,« siger Mette Glad og tilføjer, at mange spørgsmål kan klares i telefonen.
Du kan læse mere om undersøgelsen her.