Er du den ansvarlige storebror, den charmerende lillesøster, det oversete midterbarn eller det egoistiske enebarn?

Tilbage i 1900-tallet udviklede den østrigske psykolog, Alfred Adler, teorien om, hvordan vores placering i søskendeflokken påvirker vores personlighed.

Psykolog og specialist i børnepsykologi, Susan Hart, har skrevet bogen 'Søskende på godt og ondt' og fastslår:

»Al forskning peger på, at det ikke hænger så simpelt sammen.«

Men som mangeårig familiebehandler ved hun, at man nemt får en bestemt rolle i flokken:

»Man kan blive den nemme, den kloge, den ustyrlige eller den følsomme, og det kan være meget svært at slippe ud af rollen igen. Ofte tager man sine roller med videre i livet.«

Enebarnet vokser op med masser af opmærksomhed fra voksne. 
Enebarnet vokser op med masser af opmærksomhed fra voksne.  Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Selvom det er umuligt at generalisere om mennesker, er der træk, der går igen.

Enebarnet:

Vi begynder med enebarnet, en rolle som Susan Hart personligt har erfaring med.

»Der er både fordele og store ulemper ved at være enebarn. Enebørn får meget opmærksomhed og skal aldrig dele den. De bliver ikke jaloux og skal ikke konkurrere om forældrenes opmærksomhed eller kærlighed.«

Men som enebarn bevæger man sig meget i de voksnes verden og kan ikke trække sig til et fællesskab, hvor tingene foregår i børnehøjde.

»Enebørn lærer ikke hjemmefra at balancere i og klare konflikter eller jalousi.«

Derfor kan enebørn have sværere ved at navigere, når de senere i livet møder svære følelser, som jalousi.

Har enebarnet følelsesmæssigt kompetente forældre, behøver de ikke få problemer senere i livet:

»Har man forældre, der kan rumme de følelser, man har som barn, lærer man alligevel at indgå i samspil og vil have lettere ved at navigere i følelser og i andre fællesskaber.«

Flere børn:

Er man født i en børneflok, bliver man – uanset om flokken er lille eller stor – automatisk udsat for konkurrence.

»Det ligger dybt i vores pattedyrs genetik, at ynglen konkurrerer om forældrenes gunst, kærlighed, opmærksomhed - og om mad.«

Søskende kan enten blive bedste venner eller leve som hund og kat. 
Søskende kan enten blive bedste venner eller leve som hund og kat.  Arkivfoto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Om konkurrencen kommer til at plage én resten af livet, eller om den gør én dygtigere, handler om, hvorvidt man som barn føler sig som en del af flokken eller ej.

To børn:

Forældre med to børn skal finde balancen mellem, at behandle børnene helt lige eller fuldstændigt forskelligt. Begge yderpoler kan på sigt give problemer:

»Bliver børnene behandlet fuldstændigt forskelligt, kan det skabe jalousi.«

Nogle gange har et barn naturligt en bedre kontakt med forældrene end den anden:

»Så vil det andet barn kunne føle, at den første er yndlingsbarnet - selvom det ikke er rigtigt.«

Behandles to søskende derimod helt ens, kan det også give problemer:

»Skal man altid dele, kan det føre til en følelse af manglende selvværd, fordi ingen føler sig elsket helt i sin egen ret,« siger Susan Hart og tilføjer:

»Forældre skal finde balancen mellem, hvad det ene barn har brug for lige nu, og hvad det andet har brug for senere.«

Om to søskende ender som bedste venner - eller som hund og kat - handler om opmærksomhed:

»For når forældre formår at balancere opmærksomheden, giver det plads til, at børnene kan blive glade for hinanden.«

Skyggebørn:

Har man børn med vidt forskellige behov, for eksempel hvis det ene barn er handicappet, er situationen anderledes. 

Børn, der vokser op med en bror eller søster med særlige behov, kan ikke undgå at blive forfordelt. 
Børn, der vokser op med en bror eller søster med særlige behov, kan ikke undgå at blive forfordelt.  Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Ofte vil forældre ‘gå til verdens ende’ for det syge barn, og det andet barn kan komme til at stå i skyggen:

»Får man et barn, som har det svært, har man lov til at give det barn mere end det andet,« siger Susan Hart, men advarer:

»Ofte bliver det raske barn hjælper for den anden søskende. Det giver en ubalance, som man ikke kan gøre så meget ved. Men det kan betyde, at det raske barn senere kan bøvle med at være blevet tilsidesat.«

Det værste, forældre i den situation kan gøre, er at tale til barnets ‘bedre jeg’. Sig ikke: ‘Du må kunne forstå, at han har brug for mere end dig’.

»Lad begge børn være børn og lad dem reagere på, at de ikke får det, de skal have. Og sørg for, at det normalt fungerende barn også får noget, ligesom det handicappede barn nogle gange må vige pladsen.«

Tre eller flere børn:

Søskende kan helt automatisk blive 'verdensmestre i konflikthåndtering'. For eksempel når de møder jalousi:

»Jalousi skabes af frygten for ikke at få nok, og det er vigtigt at lære at balancere i den,« siger Susan Hart.

Vokser man op i en større børneflok, kan man gå ud i livet med vidt forskellige erfaringer. Uanset om man deler forældre og genetik eller ej. 
Vokser man op i en større børneflok, kan man gå ud i livet med vidt forskellige erfaringer. Uanset om man deler forældre og genetik eller ej.  Arkivfoto: Liselotte Sabroe

Børn lærer af det, hun kalder ‘asymmetriske relationer’. Det vil sige, at de lærer af deres forældre eller lærere.

»Men de træner og øver sig i jævnbyrdige relationer, altså med deres søskende. Derfor lærer man i søskendeflokken at begå sig i den store verden.«

Det trækker spor, at vokse op i en flok.

»Den ældste har ofte flere pligter og er den fornuftige, som forældrene forventer bøjer af i konflikter. Til gengæld er der en tendens til, at den yngste kører lidt mere på frihjul.« 

Midterbarnet vil typisk læne sig op ad enten den ældste eller den yngste.

»Han kan se op til sin storebror og kan til andre tider kanøfle den yngste, fordi han er stærkere og klogere og kan narre hende.«

Men midterbarnet bliver hverken set som den yngste eller den ældste: 

»Måske har han en tendens til at blive glemt lidt.«